Med sin nye kommunikationsplatform ”As recommended by…” – eller som platformen hedder på dansk ”Anbefalet af…” – lægger mobilgiganten HTC hovedet på blokken og magten ud til forbrugerne.
I stedet for at følge branchens vanlige kommunikationsstier og fortælle om tekniske specifikationer, hastighed og andet godt, har HTC valgt at lade forbruger-reviews og -kommentarer være omdrejningspunktet for den fremtidige markedsføring – fra tv, butikker og digitalt til sociale medier, PR og print.
I Danmark går startskuddet for den første kampagne under den nye strategi i dag – i form af en reklamefilm med produktmodellen HTC One i en – kan man vel godt sige – bærende birolle.
Hovedrollen har amatørfotografen Nick Jojola, som HTC og Mother opfordrede til at videofilme og tage fotos med en HTC One, mens han var i frit fald med over 200 km/t.
Jojola har ikke tidligere hverken taget kommercielle fotos eller sprunget i faldskærm, men han tog imod udfordringen og lod sig kaste ud fra en Herkulesmaskine – hvorefter han gennemførte hvad der formentlig er verdens første modeoptagelse foretaget i frit fald med en smartphone.
Malene Holm, der er Head of Marketing & Communication hos HTC Nordic, siger:
– Tendensen i dag er, at forbrugerne stoler langt mere på anbefalinger fra andre end på de traditionelle reklamer, hvor annoncørerne fortæller hvor fantastiske, deres produkter er. Samtidig har forbrugerne i dag langt større muligheder for at dele deres erfaringer og holdninger med andre, typisk via sociale medier. Hos HTC baserer vi vores produktudvikling på forbrugerønsker, så derfor er det også naturligt at vi lader forbrugerne tale for os i vores markedsføring.
Med Nick Jojola har HTC, forklarer Malene Holm, givet en udvalgt forbruger en chance for selv at opleve, hvad han syntes om HTC One – i hans tilfælde under specielt ekstreme forhold.
– Ved at give ham adgang til denne optagelse, gav vi ham en personlig oplevelse, som førte til en autentisk anbefaling, som vi så bruger i vores markedsføring, siger hun.
Men smartphone-brugerne interesserer sig vel stadig for hastighed og tekniske specifikationer?
– Jo, men dem kan man jo altid finde. Vores pointe er, at branchen i stigende grad kommunikerer teknik, teknik og teknik. Lidt ligesom vaskepulver-firmaerne, der fortæller, at tøjet bare bliver hvidere og hvidere. Vi mener, forbrugerne er et andet sted og i højere grad lytter til andre forbrugeres vurderinger end til producenternes, siger Malene Holm.
Den første kampagne under den nye kommunikationsstrategi ruller i Europa, Mellemøsten, Australien, Nordamerika og Sydamerika.
Kampagnen, som bliver lanceret i Danmark i dag, er udtænkt og skabt af Mother i London i samarbejde med HTC og er lokalt tilpasset til de nordiske markeder af Zupa Recommended. Den kommer til at rulle på tv, print, online, i biograferne, i retail osv.
Se den første film her.
Se også The Making of…