Den taiwanske producent af mobile enheder og innovative teknologier, HTC, har netop valgt det nordiske tech-bureau DigitalPR til at håndtere selskabets PR i Danmark, Norge og Finland.
DigitalPR skal styrke HTC’s brand ved hjælp af PR i tre af de fire nordiske lande og indgår i et tæt samarbejde med HTCs øvrige bureauer, der bl.a. varetager digital kommunikation, for at sikre mest mulig synergi.
Teknisk knowhow
– HTC har allieret sig med DigitalPR, da de har en fortid inden for tech-journalistik og derfor har et dybt niveau af teknisk knowhow. Dette giver det bedst mulige grundlag for at støtte pressen og skabe stærkere relationer med hele spektret fra tech- og mobil- til livsstilmedier, siger Jan Costa Thiele, direktør i HTC Nordic.
DigitalPR blev – som beskrevet forleden – etableret i april i år, men kan allerede skrive tech-firmaer som Netgear, SteelSeries og BenQ i Norden på kundelisten.
Den nye samarbejdsaftale er trådt i kraft i september 2015, hvor DigitalPR overtog det danske, norske og finske ansvar for HTC’s PR-aktiviteter.