Kinesiske Huawei, der i år planlægger at sende 80 millioner smartphones på gaden globalt, har endnu ikke rigtigt slået sit navn fast på det nordiske marked.

Det skal der laves om på, og verdens tredjestørste smartphoneproducent har derfor valgt bureauerne WeThink og Isobar/Carat til at udvikle den fremtidige markedsføring og mediestrategi på vore breddegrader.

De to bureauer vandt efter en pitch, og den første opgave blev at stå for lanceringen af Huaweis high-end smartphone, Ascend P7.

– Alle inviterede bureauer har givet os konkrete og inspirerende bud på, hvordan vi kan løfte Huaweis brand og position på det danske marked, siger Marie Dam Feldborg, marketing manager hos Huawei.

– WeThink og Isobar viste med deres oplæg stor forståelse for Huaweis potentialer, og så kan de give os et stærkt udgangspunkt for at indfri Huaweis ambitioner om at blive den tredjestørste spiller inden for smartphones i Danmark.

– Vi har arbejdet sammen med Isobar og Dentsu Aegis Networks andre enheder gennem de sidste år, og vi er rigtig glade for, at det samarbejde nu er cementeret med endnu en periode med Isobar som vores lead-bureau og derfor også ved roret, nu vi lancerer vores nye flagskib Huawei Ascend P7, fortsætter hun.

En udfordrende pitch

Hos WeThink ser managing director Patrik Thelin naturligvis frem til det nye samarbejde.

– Det har været en interessant og udfordrende pitch: Opgaven var omfattende, og tiden var knap til at forstå og se et relativt nyt brands muligheder på et så hårdt marked. Det kræver masser af indsigt og viden, før man kan være konkret på strategi og kreative tiltag, siger han.

– Vi har trukket på alle kræfter her på bureauet og har bl.a. via vores setup i Norden skabt konkrete løsninger på kommunikation og mediemæssige tiltag, der også kan fungere ud over landets grænser, fortsætter Patrik Thelin.

Maria Dam Feldborg fortæller, at de to bureauer allerede er i fuld sving.

– Vi er i gang med aktiviteter på de sociale medier, events og sponsorater bl.a. i forbindelse med launchen af Ascend P7.

Lanceret i Paris

Kampagnen for Ascend P7 blev skudt afsted med bloggerdeltagelse ved en stort anlagt lanceringsevent for pressen i Paris, og den ruller nu videre med bl.a. aktivering via Danish DeeJay Award, ambassadør DJ Fabian Mazur, aktivering på blogs, Facebook og Spotify.

Hos Isobar fortæller Client Service Director, Linda Frøkjær: ”Vi er rigtig glade for at kunne fortsætte samarbejdet med Huawei på det danske marked. Huawei er en kunde, som passer rigtig godt til os, fordi de med deres udfordrerposition hele tiden søger at udnytte de ikke så mainstream løsninger, og det kan vi tilbyde, fordi vi har eksperter inden for snart sagt alle discipliner af moderne marketing, fra social, over search, event/sponsorships og så naturligvis medieindkøb”.

Samarbejdet mellem Huawei og Isobar er i øvrigt ikke begrænset til den danske aftale, idet Isobars kontorer i Shanghai og Singapore varetager den digitale markedsføring af globale lanceringskampagner.