Den danske tøjkoncern Bestseller fik i går drøje hug fra den svenske reklameombudsmand for sexistisk kommerciel kommunikation for tøjmærket Jack & Jones. Hele 172 svenskere havde klaget over reklamen, der var synlig på tv, i butikkerne og på Jack & Jones’ hjemmeside.
I Sverige går den slags klager videre til reklameombudsmandens opinionsnævn, der ”ser på sagen fra alle sider og i sin helhed,” og derefter træffer en beslutning. Det skete i går med ordene: ”Reklamen er kønsdiskriminerende”, konkluderede opinionsnævnet og påpegede, at en gennemsnitlig borger vil mene det.
Det er ikke afgørende, at Jack & Jones selv finder, at reklamen er udpræget humoristisk. Når en særdeles tiltrækkende og veltrænet kvinde forsøger at puste liv i en slap og utrænet mands kronjuveler, hvorefter hun opfordrer mænd til at komme i form, er humoren ikke til at gennemskue, mener nævnet.
– Kvinden poserer som et rent sexobjekt og på en måde, som kan anses for krænkende for kvinder i almindelighed, lyder det i afgørelsen. Og videre, at der mangler en sammenhæng mellem produktet, der sælges (herretøj), og de letpåklædte kvinder, som optræder i reklamen.
I Danmark har forbrugerombudsmanden ingen sag kørende mod Jack & Jones. Bestseller har tidligere været i vanskeligheder på grund af giftstoffer i børnetøj og tørklæder, og i den forbindelse har Bestseller reageret på forbrugerkritikken.
Bureauet &Co står bag kampagnen, og du kan se filmen herunder:
/embed>/embed>/embed>