Teknologien lanceres i samarbejde med Netop.10.dk og er baseret på et lille program, der downloades til brugerens computer via Netop.10.dk, hvorefter brugeren blot vælger kanal, ligesom på en bilradio eller et tv-apparat – Herefter kører showet automatisk hen over skærmen.
Teknologien åbner, ifølge Ivan Sølvason, op for helt nye muligheder for interaktivitet inden for tv og radio. Et tv- eller radioprogram kan synkroniseres med WebChoice teknologien, således at bestemte web sites udsendes i real-time på bestemte tidspunkter i løbet af et program. F.eks. når en nyhed oplæses i nyhederne på tv, så kan web sitet med yderligere information om den pågældende nyhed udsendes til alle, som har tændt computeren og stillet ind på den rigtige kanal.
– Teknologien er udviklet med udgangspunkt i min store interesse for interaktiv tv. Jeg har længe ledt efter en løsning, hvormed jeg kunne sammenkoble tv og internet på en måde, som giver ekstraværdi for både tv-seere og internetbrugere, fortæller Ivan Sølvason. pia