Danmarks Indsamling gennemføres for 8. gang på lørdag og endnu engang via en enorm DR-satsning på et hav af platforme og programmer.

Konceptet er allerede som indsats betragtet en dansk kronjuvel. En national begivenhed, der har indsamlet mere end 500 mio. kr., engageret mange hundredetusinder af danskere og skabt fokus på ”stille katastrofer”, som ellers ikke ville få opmærksomhed. Og mon ikke vi passerer sidste års indsamlede 76 mio. kr. denne gang?

Danskerne er gode til at bidrage, især når 151 millioner børn har mistet en eller begge forældre, hvilket er årets fokusområde. Men det er erhvervslivet bestemt også. Godt en tredjedel af de indsamlede midler kommer fra de tusinder af små og store virksomheder, og det er i sig selv en sejr for vores kollektive opfattelse.

Som en opmærksomhedsskabende gimmick har Kommunikationsbureauet København, der i sin tid tog initiativ til Danmarks Indsamling, foreslået – og fået lov til – at lege med nogle af virksomhedernes logoer.

En nærmest uhørt mulighed?

– Man plejer at sige ”Dont play with your logo”, og vi var faktisk ret nervøse for virksomhedernes reaktion, når vi viser deres logo på en uvant måde. Men vi har kun fået positive kommentarer tilbage – også selvom vi eksempelvis vendte VW logo på hovedet for at skrive M, siger Tobias Rosenberg Jørgensen, partner i Kommunikationsbureauet København, og en af de kreative bag kampagnen.

Kendte logoer er blevet skilt ad og genbrugt som enkeltbogstaver i de korte statements, der indgår i erhvervskampagnen for at skabe opmærksomheden om årets indsamling.

På bureauet bag det ”kætterske” forslag er man klar over risikoen ved at ændre og ”lege” med logoerne, men den positive gevinst ved at vise generøsitet skønnes at overtrumfe trangen til at beskytte et klenodie.

– Designguidelines bliver ofte opfattet som noget helligt, som ikke må afviges en millimeter, så der er nok nogle designere, der er noget rystede over at se deres logo blive klippet op og sat sammen med helt andre, tilføjer Tobias Rosenberg Jørgensen.

Danmarks Indsamling er i særklasse den indsats, der bakkes op af flest medier og organisationer. DR kører med optakter på flere af tv-kanalerne og programmerne samt på radioens P4, P3 og med baggrund på P1.

Det er Danmarks 12 godgørende organisationer, som fordeler de indsamlede midler, der målrettes 12 konkrete projekter, som bl.a. skal forebygge hiv og aids blandt kvinder, bekæmpe mødre-dødelighed i forbindelse med graviditet og fødsler, og hjælpe forældreløse børn til en fremtid.

”Hul i Maven” traileren, der er skabt af Duckling, er indtil videre allerede set over 100.000 gange via Facebook.

Se den herunder og se legen med logoerne i pdf’en under artiklen