Strøggængere kan i disse dage opleve intet mindre end en verdensnyhed, hvis de passerer stormagasinet Salling.
Stormagasinet afprøver nemlig sammen med Center for Avanceret Visualisering og Interaktion (CAVI) på Aarhus Universitet i de kommende tre uger dynamisk transparente vinduer.
Vinduerne kan skifte mellem at være gennemsigtige og ja – ugennemsigtige.
Forklaringen er, at ruderne er forsynet med et højteknologisk system, som gør, at de som udgangspunkt er matte og kun bliver gennemsigtige, når man står foran dem – og kun dér, hvor man står. Jo tættere, man står på ruden, jo større bliver det gennemsigtige ”hul”. Det skriver IT-byen Katrinebjerg i sit nyhedsbrev.
Og det er ikke gjort med det, for hvis man bevæger sig langs ruderne, følger gennemsigtigheden med, og strøggængerne ser altså kun en del af den B&O-udstilling, som gemmer sig bag ruden.
Hele seancen orkestreres af et kamera, som registrerer bevægelser. Via en computer sendes der strøm til smalle lameller af elektrokromatisk folie, indlejret i ruderne, som skifter fra mat til gennemsigtig, når den elektrisk strøm løber igennem.
Opfinderne er CAVI’s leder, professor Kim Halskov, afdelingsleder Morten Lervig og Ph.d-studerende Peter Dalsgaard ligeledes fra CAVI. Og de mener, at vinduerne er et oplagt reklamemedie og en måde at tiltrække potentielle kunder eller besøgende.
Teknologien gør det desuden muligt at projicere billeder eller film op på den del af vinduerne, som i situationen ikke er gennemsigtig.
sm
Nogle af systemets muligheder:
/embed>