Big is not always beautiful. Det handler om Hummel, det tibetanske landshold og reklamebureauet Wannabee.
Den lille mod den store. Holdninger, historie og spirit. De unge har talt, de vælger “underdoggen“ frem for de store multiinternationale virksomheder. Og Hummel er, ligesom det tibetanske landshold, små:
– Vi har erkendt, at vi ikke kan konkurrere med de store så som Nike og Adidas, og hvad gør man så? I vores tilfælde valgte vi udfordrer-strategien, hvilket vil sige, simpelthen at gøre modsat af de store. Og det falder i de unges smag. De vil selv finde deres egne værdier, hvorfor Hummel heller ikke går ud med store kampagner i markedsføringen af “Tibet kollektionen“. Det handler om ikkeat trække noget ned over hovedet på de unge, men at kommunikere holdninger, pointerer adm. direktør Christian Stadil, bumble bee, Hummel.
Det er hipt at støtte Tibet. Og Christian Stadil så straks alle mulighederne for sig, da han blev kontaktet af Michael Nybrandt – manden bag det tibetanske landshold – der var på udkig efter en sponsor til landsholdet.
– Jeg så alle billederne for mig: sport, popkultur, religion og politik. Tibet og buddhisme er oppe i tiden. Folk og især de unge leder efter en dybere mening med livet, og Tibet står for de fleste som et lille undertrykt, men meget spirituelt land, fortæller Christian Stadil i et hæsblæsende tempo, for han er meget engageret i projektet, der i markedsføringen af det tibetanske landsholds-tøj bl.a. benytter sig af “product-placement“.
– Vi har sendt landsholds-trøjen til flere superstjerner, der i forvejen er kendte for at støtte Tibet, og trøjen er blevet båret af Bob Dylan og Bono fra U2. Og flere førende modehuse har allerede trøjen på hylderne.
SPIRITUAL DEFENCE
Hummel havde længe levet en henslængt tilværelse, da Christian Stadil kom til. Med ansvaret for Hummels nye designafdeling bumble bee, genoplivede han det nylonsportslook som Hummel var kendt for i 70erne. Retro-tøj, der i dag er blevet en kæmpe succes hos ungdommen og som sælges i high fashion butikker i det meste af verden.
Næste step er Tibet-kollektionen, der også inkluderer det tibetanske landsholds-tøj. Selve kollektionen bliver offentliggjort d. 6/10 i Parken – samtidig med det danske landsholds nye dragter. Og i markedsføringen af den nye kollektion har Hummel fravalgt de store reklamebureauer, og i stedet tilvalgt et lille bureau, nemlig Wannabee i Herlev.
– Hummel er små i sportstøjbranchen, ligesom Wannabee er det i reklamebranchen. Vi ledte efter et bureau, der ikke havde nogen skjult aganda med at presse noget ned over hovedet på os, men som forstod at vores målgruppe går i vores tøj, fordi de vælger ægtheden og fravælger det kommercielle. Vi ønskede et bureau, som vi kunne vokse sammen med, siger Christian Stadil, og kreativ direktør, Nicho Oppermann fra Wannabee fortsætter:
– Der er en aura omkring det her projekt, og vi var fra starten villige til at sponsorere vores tid. Hummel gjorde det klart, at de ikke ønskede nogen stor reklamekampagne, men et overordnet tema, salgsmateriale, og materiale til brug i instore-sammenhænge. Og vi kunne kun tilslutte os, at hele ideen ville falde til jorden, hvis vi gik ud med en stor “kommerciel“ kampagne, siger Nicho Oppermann, der selv har en fortid i design-branchen.
– For os er det, lige som for Hummel, en win-win situation, og selv om det i første omgang handler om at markedsføre en kollektion, er det her meget større end som så – derfor kom vi også hurtigt på navnet “Spiritual Defence“ for Tibet-kollektionen – et navn der både symboliserer det spirituelle, men også det tibetanske landsholds situation, siger adm. direktør hos Wannabee, Keld Jepsen.