Den senere tid har flere sponsorater skifte hænder. Først indgik Adidas en sponsoraftale med FCK og kort tid efter forlængede de tøjsponsoratet med DBU frem til 2014 og efterfølgende med Lyngby Boldklub. Nu er det så Brøndbys tur, som til gengæld lægger Adidas-striberne på hylden og indleder et samarbejde med Hummel, som foreløbigt løber frem til sommeren 2017.

– Vi glæder os utrolig meget til dette samarbejde og til sammen med Brøndby IF’s team at sikre klubben en unik position både på og uden banen, med initiativer som er koblet til vores Company Karma filosofi. Der bliver helt sikkert god karma på vestegnen fremover, siger ejer og bestyrelsesformand Christian Stadil.

Efter tidligere at have høstet både nationale og internationale triumfer sammen er Hummel og Brøndby IF nu parat til nye eventyr.

– Hummel og Brøndby har en lang historie sammen fra vores tidligere samarbejde i årene 1986 – 1996, og netop den følelse vil vi gerne genskabe og bygge videre på gennem trøjedesign og merchandise og derigennem forhåbentlig vække glade minder hos Brøndbyfansene, siger Hummels marketingdirektør Henning Nielsen.

Det tidligere partnerskab mellem Brøndby og Hummel var i årene 1986 – 1996, hvor holdet fra Vestegnen vandt fem danske mesterskaber, to pokalmesterskaber og samtidig havde succes i Europa med en semifinaleplads i UEFA Cuppen som

største bedrift.

– Hummel og Brøndby har tidligere fejret store triumfer sammen, og vi ser frem til samarbejdet med forhåbninger om fortsat positiv udvikling af hele klubben. Det er en god aftale, som jeg er sikker på, at både Hummel og hele Brøndby IF vil få stor glæde af i årene frem, siger Brøndby IF’s bestyrelsesformand Per Bjerregaard – og suppleres af Brøndbys administrerende direktør Jan Lockhart:

– Vi er meget begejstrerede for aftalen med Hummel, som både har tråde tilbage i historien og ikke mindst ud i fremtiden. Vores fælles, succesfulde historik gør perspektiverne for denne aftale ekstra lovende, og det har været tydeligt meget tidligt i forhandlingsprocessen, at der er vilje og commitment fra begge parter til igen at skabe en stærk samhørighed.

– Hummel er et af de stærkeste brands herhjemme, og vi ser stor værdi i atter at knytte bånd med dem. Derudover har hummel fra begyndelsen vist stor interesse for et samarbejde samt indsigt i og forståelse for klubbens historik og værdier. De sidste to ting vil komme flot til udtryk i det kommende trøjedesign og merchandise, tilføjer Brøndby-direktøren.

Henning Nielsen fra Hummel supplerer: “Brøndby IF har i hele sin knap 50-årige historie fremstået som en klub, som er mere end bare en klub, der gennem sin store skare af frivillige til fulde lever op til klubbens motto “Ingen over klubben”. Den unikke samhørighed og det enorme engagement gør Brøndby IF til et autentisk og passioneret brand, som passer perfekt til Hummel – og vi ser et stort potentiale i at kunne forene vores fælles værdier via spændende aktiveringsformer, både på og udenfor stadion”.

Han vil dog ikke af hensyn til Brøndbys nuværende sponsoraftale løfte sløret for, hvilke initiativer, der er i støbeskeen. Han slutter dog med at sige: “Jeg tør dog godt love – til sommer kommer der gang i karma-kedlen”.

Til den første hjemmekamp i efterårssæsonen kickstarter Brøndby og Hummel samarbejdet med en event på Brøndby Stadion, og fra starten af juli måned kommer Brøndbys nye Hummel-spilletrøjer og merchandise til salg.