Jeg har allerede været i Brugsen efter mine første 6 STAR. Det er en velplejet pilsner, brygget på Wiibroe, malt, humle og råfrugt, og jeg vil nødig indlade mig på en blindtest og påstå, at jeg kan smage forskel. Men STAR er betydelig mere fancy end Brugsens andet mærke, Pokal, der også er en fortræffelig bajer fra Wiibroe, men som altid har manglet udstråling – det er jo etiketten, vi drikker.
STAR har alle chancer for at buldre frem. Mærket blev aldrig blev glemt, skønt bryggeriet Stjernen lukkede i 1964. De herlige reklame-tegnefilm er blevet vist i alverdens kavalkader og popudsendelser og kendes derfor af yngre mennesker, som aldrig har set eller smagt produktet. Teksterne sidder stadig fast, en af dem er særlig uforglemmelig:
“Når De har udfyldt en blanket,
så kan De få en formular –
Jeg vil hel’re, jeg vil hel’re,
jeg vil meget, meget hel’re ha’ en STAR.“
Den afspejler et sundt antibyrokratisk element i den danske folkesjæl, et humoristisk opgør med den evige skrankepave og en hyldest til det, de fleste kan samles om – et skummende glas øl.
Bryggeriet Stjernen, hvis frønnede gavlreklamer stadig kan ses enkelte steder i København, var en del af den socialdemokratiske arbejderbevægelses erhvervs-imperium. Hvis lønmodtagerne købte produkter fra egne fabrikker i egne butikker, så ville den merværdi, som kapitalisterne ellers stjal, blive i kredsløbet, således at varerne blev billigere og bedre. En skønne dag måtte det private erhvervsliv bryde sammen til fordel for det fællesejede. Så smukt, så smukt.
Bevægelsen etablerede mejeriet Enigheden, bryggeriet Stjernen, brødfabrikken Rutana, kædeforretningerne Arako (Arbejdernes Radio Kompagni), Figaro (frisørsaloner), Hovedstadens Brugsforening, Tilskærerne (konfektion) og mange andre nyttige bedrifter. Men arbejderne var troløse og spiste det forkerte brød, og den nyere kooperative historie består mest af frontforkortninger.
Ideologi og varer er en tvivlsom cocktail, og færre og færre havde lyst til at høre “Når jeg ser et rødt flag smælde“, når de gik ud efter øl. Det blev nærmest suspekt at sidde med en politisk korrekt Stjerne Pilsner. Udtrykket “karrierebajer“ opstod, fordi den magtfulde socialdemokratiske pamper og politiker Peder Nørgaard (1895-1973) i 1945-60 var direktør for Stjernen og i 1953-67 formand for Radiorådet. Han styrede det daværende monopol Statsradiofonien med buttet næve og anså vel institutionen for at være partiets retmæssige propagandacentral. Ambitiøse programmedarbejdere vidste, at det var klogt at drikke den rigtige etiket i Radiohusets kantine.
Ikke mindst i kraft af de morsomme biograf-film blev STAR godt modtaget først i 60’erne, hvor den mere moderne partikammerat Erik Hauerslev havde afløst Nørgaard. Man siger, at mærket STAR faktisk havde haft en chance, hvis blot distributionen havde været på plads. Stjernen havde en “skraldemandsaftale“ med ølkuskene, der gik ud på, at de kunne tage fri, når de havde fordelt en vis mængde kasser (af træ med 50 flasker). Denne overenskomst tog netop ikke højde for, at det i en introduktionsperiode med stort aftræk kunne være nødvendigt at øge leverancerne. Detailhandelen stod med tomme hylder, når forbrugerne spurgte efter den nye STAR, og så holder interessen op af sig selv.
I 1964 slukkede denne stjerne på det socialdemokratiske firmament, og en glimrende byggegrund på Frederiksberg kunne sælges (vistnok til et kooperativt boligselskab). Varemærket blev købt af Carlsberg, som flere gange har haft det fremme, når en ny øl skulle opfindes. Nu, 32 år efter, får STAR aktiv livshjælp, og man må virkelig håbe, at FDB har sikret sig genbrugsretten til de gamle reklamefilm, så de kan fyres af i biffen og på TV3.