Virvaret af små og store aftenskoler af vidt forskellig observans gør det svært for borgerne at orientere sig i de mange tilbud og finde det rette kursus.
Nu viser Aalborgs aftenskoler vejen med en fælles internetportal, der samler alle aftenskoler fra Aalborg plus ti andre kommuner bl.a. København og Århus med i alt 1,7 millioner indbyggere.
Det forventes, at projektet bliver landsdækkende i løbet af få år.
På landsplan menes der at være langt over tusinde selvstændige aftenskoler. I Aalborg alene findes der 36, der udbyder mange hundrede kurser og tilsammen havde over 40.000 deltagere sidste år.
Men mangfoldigheden har hidtil gjort det uoverskueligt for borgerne.
Hidtil har aftenskolerne i høj grad konkurreret mod hinanden. Men med det nye samarbejde erkender aftenskolerne nu, at der kan være fælles fordele i at samarbejde om at gøre livet lettere for dem, der gerne vil på kursus.
Fremfor stakke af kataloger og hjemmesider fører alle veje nu til Rom via www.aftenskole.nu
Med Aalborg som initiativtager er portalen udviklet i samarbejde med Odense Kommune og aftenskolerne i Aalborg og Odense.
Allerede inden lanceringen har yderligere ni kommuner valgt at bruge portalen: København, Århus, Randers, Rebild, Mariagerfjord, Brønderslev, Frederikshavn, Kerteminde og Assens.
/ritzau/