Flere hundrede tusinde registrerede brugere og mellem de fem største portaler herhjemme. Sådan lyder det ambitiøse mål for Speedytomato.dk, en ny horisontal portal på det danske marked, som vil levere et bredt udbud af tjenester. Det digitale kommunikationsbureau Neo Ideo skal stå for strategi, dialog og indholdsopbygning i Danmark og har et budget på over tyve millioner kroner til at løfte opgaven.

Ideen med Speedytomato.dk er at binde brugere sammen på alle tænkelig enheder og platforme som fx internet og mobiltelefon, men også gennem bredbånd, når det bliver aktuelt.

Det er gratis at registrere sig som bruger på Speedytomato.dk, der giver mulighed for at blive koblet sammen med sine venner og modtage indhold på de mange platforme der eksisterer som fx kan være ens mobiltelefon. Herhjemme findes der ikke nogle portaler, som svarer til Speedytomato.dk, men i USA har man længe kendt til fænomenet. Det fulde udbytte af et medlemskab af portalen får brugeren først, når alle ens venner og familie er medlem. I en sådan situation vil mobiltelefonerne fx kunne bruges til at finde venner eller personer med samme profil. – Den nye teknologi har ikke bragt os tættere på hinanden. Chat og e-mail har tværtimod gjort det muligt for os at kommunikere uden fysisk kontakt. Ideen er at Speedytomato skal bringe os tættere på hinanden både i den virtuelle og den fysiske verden, siger Jesper Korsskov, marketingchef hos Speedytomato.dk.

Han understreger, at ideen er at lave en “paneuropæisk multiacces portal“ og derfor bliver der også lanceret lokale udgaver i alle andre europæiske lande. Speedytomato.dk er 100 procent ejet af Telia, som ikke kun har skabt projektet for Telias kunder, men for hele det voksende telefonmarkedet.

– Vi er lige så tilfredse med at have TDC eller Mobilix s telefonkunder som brugere. Målet er at være blandt top fem i Danmark inden for halvandet år. Det vil kræve flere hundrede tusinde registrerede brugere, siger Jesper Korsskov, der ikke mener målet er urealistisk, for der findes ikke noget der ligner eller minder om Speedytomato.dk, som uden at have markedsført sig er blevet blandt de største uafhængige mobilportaler i Danmark.

– Når man ser på hvilke portaler der er størst kigger man meget på Jubii og Yahoo, men ved udgangen af 2003 vil der være en række andre portaler i top fem, specielt hvis de andre ikke udvikler sig. Vi bliver first mover og det giver en kæmpe fordel. Succes inden for det her område handler om, hvor mange brugere du har, siger han.



PERSONLIGT SALG

Det er gratis at være en del af Speedytomato.dk. Indtægterne skal komme fra salg af eksklusivt indhold i form af information, spil og underholdning samt fra salg af reklamer.

– Vi introducerer en teknologi, der åbner mulighed for salg og distribution af målrettede produkter. Det er unikt, at vi kan tilbyde danske virksomheder adgang til et omfattende europæisk netværk af kunder med mulighed for personligt salg, siger Jesper Korsskov, der også tror, at der på sigt kan hentes penge ved at sælge indhold.

– I udlandet ser man en tendens til at nogle segmenter vil betale for nogle tjenester, men langt det meste indhold vil stadigvæk være betalt af reklamer, siger han.

Selvom grundstrukturen bag Speedytomato.dk er givet på forhånd, skal portalen have et særligt indhold og udtryk i hvert land man opererer i. Som tovholder i det arbejde har Speedytomato.dk valgt det digitale kommunikationsbureau Neo Ideo, som er en del reklamekæden Bcom3, der bl.a. også består af bureauerne D arcy og Leo Burnett. Neo Ideo kommer udover at levere strategien til portalen også til at stå for CRM-delen og indholdsaftalerne med partnerskaber.



TOVHOLDER

Neo Ideo fik kunden i en pitch mellem La Familia/Valtech og Adera. Da den både gælder on- og offline markedsføring har Neo Ideo fået D arcy indover til at håndtere massekommunikationen.

– Men det er os, som skal stå for strategien. Det er en ny situation, for normalt kommer vi først på siden hen, siger Thomas Weikop og Jimmy Maymann, direktører i Neo Ideo. De mener ikke, at deres nye rolle hænger sammen med, at der er tale om en online kunde, men at flere virksomheder hellere vil lade et onlinebureau være tovholder end et traditionelt reklamebureau.

– Det hænger nok sammen med, at vi har en erfaring i at styre rene onlineprojekter med mange parter involverede.

Markedsføringsbudgettet for Speedytomato.dk er over tyve millioner kroner og vil blive brugt i to etaper. I foråret og sommeren vil man langsomt og gennem græsrødder forsøge at bygge et kendskab op til portalen, mens den store seje massekommunikationssatsning med tv-reklamer først finder sted i efteråret.

– Til at begynde med skal vi præsentere portalen over for first movers eller early adapters. Hvis de tager portalen til sig, vil det have en afsmittende virkning på andre segmenter. Derfor er målet med at blive blandt de fem største portaler ikke helt urealistisk, siger Jimmy Maymann og Thomas Weikop.