99,8 procent af alle husstande, virksomheder og sommerhuse skal have mulighed for mobilt internet på mindst 10 megabit. Det er partierne i teleforligskredsen blevet enige om. Hos Dansk Erhverv hæfter man sig ved, at der nu bliver taget hensyn til sommerhusområderne, hvilket vil smitte positivt af på turismen.
– Hurtige bredbåndsforbindelser er ikke kun vigtigt for erhvervslivet og borgerne, men også for de mange gæster, som bor og lejer sommerhuse. Initiativet vil smitte positivt af på turismen, siger chefkonsulent i Dansk Erhverv Christian Ohm.
Aftalen dækker næsten hele Fyn, størstedelen af Lolland, kystområder i Nordvest- og Sydsjælland, områder langs den jyske vestkyst, store dele af Nordjylland, Djursland og Bornholm. 800 megahertz-frekvensbåndet, der giver adgang til mobilt internet på op til 10 megabit, kommer nu på auktion, så teleselskaberne kan byde på opgaven.
Ritzau