Medlemschef i Huset Markedsføring gennem otte år, Jan Maagaard, fratræder sin stilling.
– Det har været en meget svær beslutning, men som konjunkturerne har udviklet sig, har bestyrelsen og jeg ikke haft andet valg end at reducere antallet af medarbejdere. Jan Maagaard har været en vigtig kraft i Huset gennem mange år, og jeg er bestemt ikke glad for beslutningen, men ønsker naturligvis Jan al mulig held og lykke i hans fremtidige karriere, siger Michael Raffnsøe, adm. direktør i Huset Markedsføring.
Michael Raffnsøe peger blandt andet på strukturelle forandringer i kursusmarkedet – herunder en bevægelse hen mod flere sponsorfinansierede kurser – og ikke mindst de vanskelige konjunkturer på annoncefronten som årsager.
– Vi har mange nye initiativer i gang, og vi kan se, at vores medier er i fremgang og får flere og flere læsere. Ikke mindst takket være vores nye samarbejde med Børsen. Men det opvejer desværre ikke den aktuelle negative udvikling på annoncer og kurser, siger Michael Raffnsøe.
Jan Maagaard har været i Huset Markedsføring i otte år, først som sekretariatschef og senest som medlemschef. Hans opgaver i forhold til blandt andet Husets klubber og netværk – herunder ADDA – varetages fremadrettet af adm. direktør Michael Raffnsøe.