KLUMME: December er en travl måned for de fleste. Årets sidste opgaver på jobbet skal afsluttes, familien skal besøges og julegaverne købes.
Det er derfor ikke overraskende, at omkring halvdelen af danskerne, ifølge en ny undersøgelse fra FDIH, vælger at købe julegaver online.
Samtidig er virksomhedernes forventninger til årets online julesalg stigende.
Knap 65 pct. af de e-handlende danskere svarer, at de køber julegaver online, fordi det er tidsbesparende. Måske fordi det kan gøres på farten.
Og ”på farten” er lige præcis der, din markedsføring skal være. Allerhelst i lommen på de julegavesøgende danskere.
Ifølge en amerikansk undersøgelse fra comScore bruger folk i gennemsnit 54 pct. af deres medietid på mobile apps, og tendensen har været stigende de seneste år.
Mobilen bruges flittigt til at sammenligne produkter og finde de bedste tilbud hjemmefra, men også når folk bevæger sig rundt i de julepyntede gader, er mobilen i brug i jagten på de bedste julegavetilbud.
Push-meddelelser bygger bro
Selvom din markedsføring naturligvis skal brede sig over flere kanaler, så bør førstevalget i julesæsonen være mobil. De mobile apps rummer nemlig nogle unikke muligheder for at nå
forbrugerne – hvis de vel og mærke bruges med omtanke.
Allerede når en potentiel kunde downloader jeres app, dannes der en særlig relation mellem kunde og brand. Og det er dén relation, der skal plejes, passes og forkæles i julemåneden.
Den britiske computerspilsudvikler Eutechnyx har eksempelvis anvendt en mobil marketingsplatform, som sender brugbare og nyttige push-meddelelser til kunderne, og herigennem øget omsætningen med 38 pct.
Også hos online shopping- og prissammenligningstjenesten mySupermarket har man haft succes med at engagere kunderne via mobil markedsføring. Under kampagnen steg engagements- og klikraten med 88 pct. efter, at man gav kunder adgang til specielle tilbud sendt som push-meddelelser på mobilen.
Push-meddelelser er et effektivt værktøj til at fastholde og pirre kundens opmærksomhed, selv når de bliver distraheret af julemusik og andre oplevelser i den fysiske verden.
Inden man begiver sig ud i overdreven markedsføring via mobile apps, er det nok en god idé at indprente sig, at push-meddelelser skal være en service for kunden – ikke en belastning. Derfor skal indholdet selvsagt være relevant for de enkelte kunder. Her følger seks forslag til, hvordan du kan arbejde med markedsføring via mobile apps:
1. Undgå spam
Udtrykket ”alt med måde” er nok særligt relevant, når det handler om push-meddelelser. Medmindre man ønsker at skræmme i forvejen julestressede kunder væk. Varier derfor mellem at bruge pushmeddelelser, der alene optræder inde i app’en og push-meddelelser, der dukker op p
å kundernes skærm, selv når de ikke har jeres app åben.
2. Brug jeres viden om kunderne
Brug data om kunderne og deres tidligere adfærd til at sende individualiserede beskeder, der får kunden til at føle sig set. Brug fx den viden, du har om kundernes lokation og overvej, hvordan den viden kan bruges bedst.
3. Gør julen til noget særligt
Find kreativiteten frem og lav et lækkert juledesign til din app. Væk en genkendelsens glæde hos kunderne ved at bruge kendte julefraser i dine beskeder, eller måske skal din app lyde som en bjælde, når der kommer en ny meddelelse?
4. Øg den oplevede værdi
Beløn loyaliteten hos dem, der har investeret tid i at hente jeres app ved at lave særlige mobiltilbud til dem. God markedsføring handler nemlig ikke kun om at sælge varen, men også at øge kundernes oplevede værdi af interaktionen med jeres brand.
5. Mind kunderne om deres indkøbskurv
Mange apps har en indkøbskurv. Ofte har kunderne lagt varer i kurven, men får ikke gennemført købet, fordi de bliver distraheret. Brug en push-meddelelse til at minde kunderne om, at de har efterladt deres indkøbsvogn.
6. Hjælp ”last-minute-shoppers”
Rigtig mange mennesker får først købt julegaver i sidste øjeblik. Gør det let for kunden at vælge jeres forretning til de sidste julegaveindkøb. Giv dem valgmuligheder, lad dem se kunde-anmeldelser eller tilbyd gratis fragt i den sidste uge op til jul.
Mobilen bliver en stadig vigtigere platform for markedsføring, og brugt rigtigt kan push-meddelelser give det sidste skub i retning af et køb. Modtagerne af dine push-meddelelser har allerede valgt jeres brand til ved at downloade jeres app. Nu er det jeres tur til at belønne den handling ved at vise, at I kender deres behov og gøre julegaveræset til en let og engagerende oplevelse.
Glædelig jul.