Valgkampen er i fuld gang, og næsten alt er tilladt, når politikerne i den kommende tid skal reklamere for sig selv. De må ringe – de må sågar lade maskiner ringe op og aflevere politiske budskaber – de må sende breve, skrive sms’er, hænge valgplakater op og love guld og grønne skove. Eller det der er værre.
Der er nærmest ingen love, der binder dem. For selv om reklamernes grundlov er markedsføringsloven, så er den – blandt andet i ytringsfrihedens navn – sat ud af kraft,
når det gælder politiske reklamer.
Hos Dansk Erhverv og Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening, DRRB, rådgiver man dagligt medlemmer inden for den kreative branche i, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er tilladt.
Og der findes særligt fem forhold, partierne og politikerne skal være opmærksomme på, når de vil sælge deres løfter og budskaber til de danske vælgere:
1) Politiske reklamer er ikke omfattet af markedsføringsloven og Det internationale Handelskammer, ICC’s kodeks.
Det betyder at man for eksempel godt må sammenligne politikere uden at respektere reglerne for sammenlignende reklamer. Og at man kan sende mails og breve til folks postkasser uden samtykke
2) Straffelovens injuriebestemmelse sætter grænser for, hvor langt man kan tillade sig at gå i sine udtalelser mv. i reklamer.
3) Ophavsrettigheder skal altid respekteres – herunder fotografers rettigheder samt film og musik- rettigheder.
4) Valgplakater skal være udstyret med navn, adresse og telefonnummer på den person, der står for ophængningen. Folketinget vedtog i april 2011 en ændring til loven om offentlige veje og loven om private fællesveje, som netop beskriver, hvornår og hvordan kommunerne må hænge valgplakater op i det offentlige rum.
Det nye er, at man ikke skal søge tilladelse, hvis valgplakaten er under 0,8 m2, og at reglerne nu er ens i alle kommuner. Loven fastsætter regler for, hvor plakaterne må sidde – det må de for eksempel ikke på motorveje eller i højspændingsmaster.
Valgplakater kan sættes op i perioden fra den fjerde lørdag før valgdagen til otte dage efter valgdagen. Og så skal hver plakat være forsynet med navn, adresse og telefonnummer på den fysiske eller juridiske person, som står for ophængningen. Denne person kan så stilles til ansvar, hvis plakaterne hænger ulovligt, eller ikke kommer ned til tiden.
5) Og til sidst – naturligvis – brug almindelig sund fornuft. De fleste opfatter det som god skik ikke at anvende generende reklamer.