Hvor ofte tjekker du din e-mail? Sikkert ganske tit – formentlig mange gange i løbet af en dag; e-mail er for mange af os et helt uundværligt arbejdsredskab og dertil kommer den basale interesse, som et brev påkalder sig. Det er til mig! Hvad mon der står?
Hvor ofte tjekker du så en webside ud? Sikkert også ganske tit. Men helt sikkert ikke nær så tit som du kigger i din postkasse. At kigge på webben kræver en aktiv handling af os. Vi skal åbne browseren, skrive en bestemt adresse .. og vente. For mit eget vedkommende tjekker jeg oftest kun nye websteder ud, når jeg har set adressen i en annonce, en artikel – eller en e-mail.
E-mail er push, web er pull. E-mail er husstandsomdelt, web er brochurer på biblioteket. Og lad os for eksemplets skyld bare lege, at prisen er den samme: Hvordan vil du helst sprede dit budskab? Med posten, naturligvis.
Hvorfor i alverden vil alle så lave fine websider, mens næsten ingen laver solide e-mail tjenester? Måske fordi en webside kan købes en gang for alle, mens det kræver sit at opfinde nyhedsbreve som er interessante at læse.
For også i mailboxen er afregningen kontant. Man behøver ikke kede læseren to gange, før han har opsagt abonnementet på nyhedsbrevet, eller blot bedt sin mailbox om automatisk at slette alle breve sendt fra netop din adresse. Digitale postkasser tilbyder nemlig et særdeles effektivt og detaljeret “Reklamer Nej Tak“ – helt ned på afsenderniveau.
Men jeg tror, at grunden skal findes et andet sted: Nemlig i det faktum, at websider er skinnende flotte, mens e-mail er ren tekst. Uhyggeligt effektiv tekst, ganske vist, men svære at afsætte til folk, der er famlende over for nettet. Og det er stadig langt de fleste beslutningstagere.
Politiken og Jubii er nogle af de få danske medier, som arbejder seriøst med e-mail. Men ofte er annoncepladserne uhyggeligt tomme. Tillad mig, for eksemplets skyld, at give et par fakta om Politikens daglige nyhedsbrev, som jeg i sagens natur kender bedst: Nyhedsbrevet har et oplag på 25.000 modtagere. Læsertallet er også i digitale medier langt større; mange firmaer sender brevet rundt i interne mail-systemer – eksempelvis sender Mærsk brevet videre til alle sine skibe.
Vi kender målgruppen ganske godt: Vi kender køn, alder, land, postnummer, beskæftigelse og årsindkomst. Tillige kan læserne selv vælge, om de vil have nyheder om eksempelvis børn, biler osv, hvilket giver en god indikation af interesser.
Annoncer kan sendes til alle modtagere – eller til delgrupper, som kan udvælges ud fra alle tilgængelige kriterier. Eksempelvis kan en Citroën-forhandler i Hillerød vælge at sende et godt tilbud til børnefamilier i Nordsjælland.
Alligevel står annoncepladserne som oftest tomme. Det gør de også i Jubiis nyhedsbreve og i de fleste andre nyhedsbreve, jeg kender. Og jeg fatter det ganske enkelt ikke.
I dag kan godt halvdelen af mail-modtagerne læse e-mail med HTML – dvs med smarte billeder og roterende ikoner. Det kan derfor ikke vare længe før vi også i Danmark ser nyhedsbreve som er veritable websider, og måske bliver det så lettere at sælge annoncer.
Men læserne finder ikke nødvendigvis fremskridt i de mange smarte detaljer. Jeg ved fra adskillige spørgeskemaer (og på Politiken er vi vant til at 20 pct udfylder skemaerne på skærmen), at de fleste læsere gerne vil undvære al den smarte tingel-tangel for i stedet at kunne hente mailen hjem hurtigt og billigt.
Jeg er selvfølgelig bare en stakkels redaktør uden forstand på business. Alle I andre ved, at rå tekst i lange baner naturligvis ikke er så let at sælge til ignoranter på bonede gulve, som smarte hjemmesider med flash og video og alle mulige andre smarte detaljer, som kun en brøkdel af brugerne kan få glæde af.
Men den rå tekst bliver læst. Hver dag.