Hva’ fa’en er meningen?

De tre er jo samlet for at drøfte, hvordan man sælger noget til nogen, og helst til den rigtige pris.

Er reklame mon en kunstform?

Det er Escobar ligeglad med – lige nu.

– For fanden altså. Vi står op hver morgen og sælger budskaber og meninger for store virksomheder, uden nogensinde at spørge os selv, hvad meningen er for os i at lave reklamer. Er det en kunstform?.

Hun synker opgivende sammen i stolen, rækker ud efter sin dobbelt-shottede latte og kigger over på Knuth med et svagt smil. Escobar har tydeligvis svært ved at gemme sin undren over tingenes tilstand.

– Vi lister os ind i folks bevidsthed med “digitale algoritmer”, som afslører viden om deres dybere motivationer, og vi prøver at ramme deres “resonans-center” (belief button, red.) uden nogensinde at have drukket kaffe med dem.

– Og nu er vi gået planken ud og spinner os til af forføre masserne med begreber som “kulturkapital, formål og mening”. Giver det mening?

Nu har reklamefolk license to preach

Skribenten er hægtet fuldstændig af. Uden mening, så at sige. Men det er Knuth ikke, det er han for øvrigt aldrig, så han rejser sig i sædet, som skudt ud af en kanon, og blander blod med Escobars energi.

– HA!, råber han, vender sig mod skribenten og griber chancen for at samle op til ære for den tonedøve:

– Først skaffede vi reklamefolk varemærkerne license to sell, dernæst license to speak og nu prædiker vi “purpose” og forærer os dermed license to preach.” Den tydelige logik i udbruddet kommer bag på ham selv. 

– Verden er nu officielt, efter krisen og i særdeleshed efter Trump, i det vi kalder for HOPE MODE. De nikker begge som Einstein-dukker i et souvenir-vindue, men nu er Knuth gået i solo-udbrud.

– Vi render alle sammen rundt og håber, at nogen dropper en kæmpe meningsbærende valium i denne fragmenterede verden.

– Selv Trump blev valgt, fordi folk hellere vil have en handlekraftig løgner ved roret end en diplomatisk bålsanger. Og så vidt vides, fordi hans rådgivere passiviserede demokratiske vælger med sangen om, at Clinton allerede havde vundet. Yeay for demokratiets nyeste SoMe-værktøjer.

De bedste varemærker tænker samfundsansvar

Har branchen mon et ansvar? Ville skribenten have spurgt, men når aldrig længere end sin Chai. Han er nemlig født i Bombay, da briterne stadig styrede begivenhederne.

Knuth fortsætter:

– Vi formidler varemærker og USP’er til toner af uber-mening og samfundsansvar. Det skal tages alvorligt af os rådgivere, når vi sammen med varemærkerne træder op på prædikestolen og messer til masserne om moraler og med samfundsansvarlighed som glidemiddel. 

– I virkeligheden er det jo vidunderligt, at vi endelig kigger igennem den store meningsbærende linse. Vi må bare ikke lade os styre af den samme mekanik, som den våde “Big Data” drøm om at påvirke forbrugerne til at købe en barnevogn, før de har droppet p-pillerne. 

– At masseudsætte borgerne for meningsladet marketing til Cortex, får dem til at slippe taget i deres bevidsthed, og lader det blå lys subtilstyre dem til at tro på en mening, de ikke selv har stemt på.

Der skal være frit valg på alle hylder

Knuth har nok tabt sutten, men ikke holdningen:

– Når vi orkestrerer den store mening, skal vi åbent diskutere, hvor langt vi kan gå med ansvarsbevidsthed og holdninger til, hvordan folk taler ordentligt i deres mobiltelefoner eller treehugger deres parabenefrie shampoo.

– Der skal være frit valg på alle hylder, og forbrugeren skal kunne gennemskue det ægte formål hurtigt. Og gud hvor er det dog dejligt, at kunderne begynder at se den store mulighed i at tænke kulturel relevans, og derfor kan bygge Brandkapital på noget ægte.

Skribenten er helt væk, det er Escobar ikke:

– Jeg elsker selv som forbruger, når brands har holdninger til verden og laver reelle løsninger på reelle problemer, fortsætter hun:

– Når varemærkerne ikke fortæller mig, hvem jeg skal være, eller hvordan jeg skal tænke, men i højere grad lytter til mig som forbruger og giver mig mulighed for at gøre noget.…mere end at gøre rent i deres samvittighed.

Knuth og skribenten kigger sig omkring i den lille kaffe-salon, som franske frihedskæmpere under krigen.

Skribenten tror faktisk, at de begge er enige med hende, men ingen siger noget. Vi afventer stille Escobars næste udbrud af uber-logik. Det virker nærmest som om, hun har opdaget det, vi ikke taler om.

Et verbalt magtvakuum kan sagtens fyldes ud

Stilheden er dog for lokkende. Et verbalt magtvakuum eksisterer kun kort, så fyldes det op af den hurtigste hæse stemme, i dette tilfælde Knuths:

– Se det her er jo interessant, fordi vi i sidste ende sælger adfærd, som skal gavne de virksomheder, som køber vores rådgivning. Vi ved bare, at borgernes store “WHY”-filter er blevet tykkere, som følge af branchens egen listige indtrængen i kundernes bevidsthed på godt og ondt.

Escobar har fået momentum:

– Og her står bureauerne og kunden over for det store valg. Skal vi skabe den store mening med al den energi og vedholdenhed, det kræver?

– Husk, at det er rimelig svært at overbevise kunderne om at forlade planen om at redde planeten. Kultur-kapital på brand-bundlinjen er fremtiden. Vi er officielt blevet masse-sociale og den legeplads er jo vidunderlig. Eller skal vi bare sige, hvad dimsen kan lidt bedre end de andre dimser?

Utroligt nok, har Escobar fået yderligere momentum, og faklen løftes endnu højere:

– Men lad aldrig persondataloven være folkets sidste bastion mod vores budskaber. Lad os virkelig anvende denne mulighed til noget nyttigt, som kreative kommunikatører. Jeg bliver jo høj ved tanken om, at vi ikke skal subtil-implantere “mening” under datastrømmenes hypnotiserende rytme, men at folk vil bære vores budskab rundt med viral ild i øjnene.

– Vi ser en ny trend, hvor medie-krybskytterne kommer til kort og må “redirecte” deres tæppebombardementer af vores hjerter med “selvsøgende” search-misiler, og vi-ved-hvor-du-hvor-du-søger taktiker.

Kan vi mon skabe bedre reklamer?

P&G’s Marc Pritchard har opdaget, at det hele bare var med bind for øjnene og har nu råbt stop! Han udtalte for nyligt:

– We have a media supply chain that is murky at best and fraudulent at worst. We need to clean it up, and invest the time and money we save into better advertising to drive growth.

Skribenten tænker, at det lyder jo rigtigt, men det er Knuth, der tænder megafonen:

– Væksten skal stadig findes på slide 34, lige der i præsentationen, hvor der står idé. Der hvor kunderne tænker: ”Endelig slap vi for at høre, at man kan rationalisere forbrugeren til at smile” –  og sætter deres lid til det eneste “purpose” for mødet. At blive væltet ned af stolen og mærke budskabet snige sig ind på smilebåndet uden ret meget mere relevans, end gåsehuden på armene.

– Jubiiiii, siger Escobar og Knuth, kigger på hinanden og mærker, at branchens kreative overlever med kreativitetens evigheds-relevans. Betyder det, at vi slipper for medie strategier fra helvede, og at reklame-poesien stadig taler til hjerter i kæreste sorger, bobler i sodavand og smil som står lidt længere kø for at møde en super sød medarbejder i kassen?

Skribenten opdager, at han endnu ikke har tændt for båndoptageren. Dimsen svigtede, endda uden at blive tændt. Og nu er hans Chai blevet kold:

– Kreativiteten længe leve, siger han og går tilbage på redaktionen. Bladet skal jo på gaden.