Karin Almberg fabulerede SÅDAN over virkelighed eller fantasi i Markedsføring 4, at det hele blev mig en smule uvirkeligt. Vi er ikke sat her i verden for at formidle marketing smalltalk og halvlunken smag & behag, men for kreativt at bearbejde virkeligheden og lave god REKLAME med mening i. Vi kan kun finde inspiration ude i virkeligheden og ikke i Handelshøjskolernes segmenteringspladder eller på de hotte caféer, hvor branchefolk afkræfter hinanden on premise i en uendelig lang tailormade kædereaktion _ facing diverse pos’ere i forplumret modstøj fra detailhandlens kling-klang-kasse. Virkeligheden overgår altid fantasien. Jeg får f.eks. mange flere omsættelige impulser i den lokale dilettantforening, end jeg gør på Café Kieslowski. Jeg optræder ikke undercover som parasit. De véd udmærket godt, at ham instruktøren er en reklamemand, der altid planner på at misbruge enhver uovervejet replik skånselsløst i sin jagt på oprindelige, klichéfrie og ligefremme bøjninger af ord og billeder. Ahmm …hmm…Tillad mig at arrangere… og referere reaktionen på én af de første Vores Øl annoncer, som helt naturligt gled ind i snakken omkring kaffen og sandkagen m. citrus. Smeden, som forøvrigt har besmykket sin velrustne varevogn m. 2-farvet streamer: Poul F. Frederiksen _ rustfri stål efter mål, tog teten:
“Hva’ var det for noget som Tuborg havde med i avisen den anden dag?“
Allerede her har vi afkodnings- og afsender flimmer. Der var en hel del grønlig farve i annoncen, og selvom øl er øl og omvendt og ølflasker har den farve ølflasker har, er Tuborg alene om at være det _ rigtig grøn altså. Smeden havde ikke helt check på de små grafiske finesser og fornyelser omkring udstyret: Logo, bryst- og halsetiket. Mens jeg udredte trådene omkring afsenderen, fortsatte han: “Det var sgu et sjovt billede, med trusser på radiatoren. Men det var dumt at smide dem der, for så’n en gammel smedejernsradiator er gloende varm i toppen og iskold i bunden. Så undertøjet brænder af… men den dårlige varmefordeling ku’ du jo også se på billedet, for der var store fugtskjolder på tapetet“. Altså: Den smukke, sensuelle illustration i sløret grønt, de diskret henslængte skovmandstrusser i helsilke og de marmorerede vægge og… nu mangler vi bare Vores Øl, gik smeden forbi _ og godt det samme. Hoffens modernisering ligger langt fra Pokaltrailerens univers og misser derfor ganske flot Poul F’s virkelighed, hvor moderne panelradiatorer, velfungerende cirkulationspumper og håndbajere ikke er noget at fantasere over. Kreativt mod og anderledes tænkning skiller vandene _ bølgerne går højt. Sådan er virkeligheden _ og det er slet ikke så ringe. Og nu vi er ved iscenesættelsen af det derude. Dit bureau vælger at deltage i en konkurrence udskrevet af Indenrigsministeriet, som ønsker en holdningskampagne om racismeproblemet. Find 99 “skuespillere“ fra Statens Teaterskole, Filmskolen, DRB-skolen, diverse gruppeteatre og amatørscener. Udvælg de mest overfyldte morgen S-tog og busruter (ialt 33) i det storkøbenhavnske. 3 spillere pr. transportmiddel på hver sit sæde. Rollefordeling: 1 højgravid, 1 mappedyr og 1 perker.
Situationsspil/skjult teater
Mappedyr: Det lugter af hvidløg..du der perkersvin..afgang næste stop!
Perker: Jag…ær…
Mappedyr: Afgang sagde jeg, sidder her og stinker, ta’r plads op…
Perker: (dukker nakken)
Højgravid: Slap dog af mand, han har sgu da lige så meget ret til…
Mappedyr: Begynder du nu også, sådan en bistandsklient med rogn, som vi skal til at betale for…
(Mappedyret har rejst sig og truer perkeren)
Mappedyr: Kan du ikke se den lyser rødt… stop… afgang sagde jeg
Højgravid: Du er edderma…
Mappedyr: Hold så bare din kæft eller jeg…
Situationen udvikler sig. Det, på overfladen, pæne mappedyr nærmer sig den fluebaskende Michael Douglas i Falling Down. Der er almindelig “Who cares“ stemning blandt de andre passagerer. Lige før det ender i korporligheder, afvikles den dramatiske happening og skuespillerne forsvinder ud af scenen.
Dette optrin giver stof til eftertanke og diskussion på arbejdspladsen og senere i hjemmet. Virkelighed, fantasi, uvirkeligt? Mangen et broadsheet-svineri med gennemtævede perkere og blodtørstige grønjakker vil få det svært i konkurrence med ovennævnte. Ind under huden oplevelser, hvor der tages livtag med virkeligheden, fostrer vi ikke mange af. Vi forlanger modige kunder, som tør tage chancer, men vores egen fantasi rækker sjældent længere end til langmodig marketing medister og Kieslowski causerier i 4 farver til kant _ og det er i virkeligheden problemet.