Når Dansk Marketing Forum’s nye formand Christian Bjerring, der til daglig er underdirektør i Koncernmarketing i DSB, holder foredrag, så bliver han ofte spurgt om, hvordan man kommer igennem med sådan en ide som Harry i en organisation som DSB, der jo ikke ellers har været kendt som en særlig marketing-stærk virksomhed. Så svarer han, at det er vigtigt at forstå, at økonomifunktionen er en af de vigtigste samarbejdspartnere for marketingafdelingen – ikke bare reklamebureauet. Hvis marketing ikke er en god samarbejdspartner for økonomidirektøren, så kommer man nemlig slet ikke igennem med sådan en investering som Harry.
Det svar kan så godt komme bag på folk, men et faktum er det jo, at med H arry er DSB’s ansigt blevet et helt andet og at marketing også spiller en langt mere fremtrædende rolle i DSB i dag end før Harry. Og på den måde kan DMF så sagtens lære noget af Harry. For der er ingen i DSB i dag, der sætter spørgsmålstegn ved, at der skal bruges penge på markedsføring.
Og på samme måde er det Christian Bjerring’s mål som ny formand for Dansk Marketing Forum at sætte marketing i en stærkere position i virksomhederne, end det er i dag.
– DMF er en meget synlig organisation blandt marketing-folk – vi har virkelig marketing-folkene i tale, men den skal også blive synlig for ikke-marketingfolk i virksomhederne, siger Christian Bjerring og begrunder synspunktet:
– Foreningen skal være mere synlig, fordi det kommercielle område er trængt mellem de andre fagområder i virksomhederne. Kommunikations- og innovationsområdet er vigtigt for at skabe vækst og fornyelse, men i virksomhederne fokuseres der ofte mere på andre, også væsentlige områder, som økonomi, jura, HR, salg, produktion. Marketing står generelt svagt i forhold til disse. HR har f.eks. oplevet en kraftig opblomstring og marketing kunne godt trænge til at stå tilsvarende stærkt.
– Vi skal ikke ud og lave skyttegravskrig, men derimod profilere vores område.
– Det har altid været en drivkraft for mig, at det er en falliterklæring, når man siger, at halvdelen af marketingkronerne er spildt, man ved bare ikke hvilken halvdel. For det handler jo om at være bevidst om, hvad marketing kan gøre for en virksomhed. Konsistent branding sælger billetter, men det er også vigtigt at dokumentere det, så man løfter sig op fra at tale om marketing-tiltag som noget, der skal løfte salget i tredje kvartal. Det er jo meget mere langsigtet.


Lyn-karriere

Christian Bjerring har gjort den hurtigste karriere i DMF-bestyrelsens historie. Han blev nyvalgt til bestyrelsen omkring kl. 17 en torsdag sidst i april og en times tid senere valgte bestyrelsen ham som sin nye formand. Men det var ikke fordi valget kom bag på nogen og slet ikke Christian Bjerring, der n aturligvis var blevet både spurgt og grundigt orienteret om DMF’s nuværende status på forhånd.
For Christian Bjerring viste timingen i forhold til at overtage formandsstolen i DMF sig at være perfekt. Efter en periode med lav-konjunktur, er DMF blevet vendt og har i 2004 præsteret et historisk stort overskud. Christian Bjerring blev opfordret til at træde ind i bestyrelsen og som formand nu hvor der er brug for udvikling og nytænkning. Direktør Michael Knudsen, Bates, fortsætter som næstformand og dermed er kontinuiteten sikret det første år.
Christian Bjerring’s hidtidige tilknytning til DMF har bestået i, at han har haft en dialog med en række centrale personer gennem årene – og så har han læst Markedsføring. Men han har aldrig deltaget på et DMF-kursus. På den måde opfatter han sig som et ret typisk medlem. Hvor Markedsføring er den primære værdi man får at sit medlemskab. Derfor opfatter han også bladet som et meget vigtigt aktiv, der giver konkret værdi til DMF-medlemsskabet.
I fremtiden skal der sættes yderligere fokus på, hvad der skaber mest værdi for medlemmerne.
– Virksomhederne har brug for, at de der kan skabe innovation og vækst er lige så fagligt velfunderede som dem, der arbejder med økonomi eller HR. Og der er masser af muligheder for at skabe vækst og få øget indflydelse og mere synlighed, siger den nye formand.
– Vi går fra en defensiv til en offensiv strategi og hvis det er et af midlerne, at jeg går mere på som formand, så gør jeg det, for vi skal arbejde for øget synlighed og indflydelse – i første omgang over for medlemmerne, hvor DMF skal give nyttig viden og være en vedkommende forening for det enkelte medlem. Jo flere medlemmer, jo stærkere står DMF, når der skal tales det kommercielle områdes sag, så der skal også sættes fokus på at skaffe flere medlemmer. Det er et klart mål, at der skal være flere medlemmer i løbet af et årstid. Det er opgangstider, så det burde ikke være svært, siger Bjerring.
For Christian Bjerring handler formandskabet om at være med til at udstikke en retning og s å være med til at skubbe på den retning. Der ligger allerede i dag en fremtidsrettet handlingsplan for DMF, så nogle af tankerne er allerede sået, men det bliver også det lange seje træk.

Lysten driver værket

Christian Bjerring har arbejdet med marketing i DSB siden 1992 – og det er en hel del flere år end han egentlig havde regnet med fra starten. Men jobbet har udviklet sig så markant, at det hele tiden har budt på nye udfordringer, der har gjort det værd at blive. I dag har Christian Bjerring ansvaret for en stor del af DSBs indenlandske kommercielle område. Fra produktudvikling omkring billetter og koncepter i togene til in- og ekstern markedsføring, udvikling af salgssystemerne og DSBs hjemmeside, DSBs rejsebureaukæde med 15 bureauer landet over og forpagtningsområdet, der omfatter kommercielle aftaler på DSBs arealer.
– Jeg har været hvirvlet ind i mange spændende ting, siger Christian Bjerring og nævner åbningen af Storebæltsforbindelsen som en dag, han er særligt stolt af. Det var 5 timer på direkte TV.
Christian Bjerring er uddannet cand.phil. i dansk med hovedfokus på massekommunikation, så kommunikation har hele tiden været hans faglige udspring. Og han har altid ladet lysten drive sit værk.
De ting man har lyst til, bliver nemlig så meget bedre, siger han.
I og omkring studietiden arbejdede han som production manager i Dansk Koncertbureau, så han har spist middag med Bruce Springsteen og haft Mick Jagger med som passager i det gamle folkevognsrugbrød. Cirka 50 koncerter om året blev det til i årene fra 1983 til han startede hos DSB. Og der var da langt fra den autonome koncertbranche til statsetaten dengang. Men det er jo så gået rigtig godt alligevel.