God arbejdslyst, lyder det jævnligt fra familie, kollegaer og venner, når jobbet kalder, men hvad er ”god arbejdslyst” – og hvordan skaber man den?

Det sætter en ny kampagne fra Krifa – signeret bureauet Hjaltelin Stahl – lige nu fokus på.

Ifølge organisationens løbende undersøgelser handler god arbejdslyst om en balance mellem kompetencer, opgaver og ambitioner som en af de vigtigste faktorer – men undersøgelserne peger også på, at efteruddannelse er vigtig. På tværs af alle fag og jobs.

Problemet er bare, at mange af os ikke prioriterer dygtiggørelse og kompetenceudvikling, og det er netop det, kampagnen nu sætter fokus på.

– Kampagnen sætter efteruddannelse og god arbejdslyst på dagsordenen ved at tage fat i vores forestillinger om forskellige jobs, fortæller Signe Brixtofte, der er Senior Creative hos Hjaltelin Stahl.

Der er et marked

– Mange tænker måske på for eksempel SoSu-medarbejder eller receptionist som ”helt almindelige job”, der er, som de altid har været. Men de kræver også noget andet i dag end for bare 10 år siden. Stort set alle har brug for at uddanne sig løbende for at følge med og have et godt arbejdsliv, tilføjer Signe Brixtofte.

Flemming Kristensen, salg og marketingschef hos Krifa, supplerer:

– Hos os er det ikke vigtigt, hvad man arbejder med. Vi hjælper vores medlemmer med netop det, der betyder noget for deres trivsel. Uanset, hvad de laver.

Den enkeltes trivsel i arbejdslivet er dermed nerven i både den aktuelle kampagne – og i de øvrige opgaver, Hjaltelin Stahl løser for Krifa:

– Vi tror virkelig på, at der er et marked for en moderne fagbevægelse med det enkelte menneskes trivsel i centrum. Meget tyder i hvert fald på, at vi vil se et stigende behov for sparring til, hvad der reelt set gør os glade i arbejdslivet, siger Lasse Bjerre, Client Service Director hos Hjaltelin Stahl.

Læs mere hos Krifa selv her – og se kampagnefilmen herunder.