Lørdag den 28. november inviterer det politiske magasin Ræson for første gang til en konference om politik, medier, internettet og demokrati.
Manden bag Ræson, DR-journalisten Clement Kjersgaard, fortæller, at hensigten er at skabe et årligt tilbagevendende forum, hvor bloggere, chefredaktører, journalister, valgforskere, spindoktorer, lobbyister, pressemedarbejdere, netroots, it-entreprenører, medieeksperter og politikere diskuterer demokrati, offentlighed, journalistik, kommunikation og mediemarkedet i lyset af de nye medier og samfundsudviklingen generelt.
Programmet i debutåret, der strækker sig fra kl. 10-22, skifter mellem foredrag, interviews på scenen, debatter og dueller med 25 medvirkende, bl.a.:

  • Lisbeth Knudsen, koncernchef, Berlingske Media
  • Tøger Seidenfaden, chefredaktør, Politiken
  • Susanne Hegelund, chef for TV-Avisen
  • Henrik Dahl, sociolog og forfatter
  • Per Mikael Jensen, koncerndirektør for Metro International
  • Leif Beck Fallesen, chefredaktør, Børsen

Tænk på tværs
Hvorfor forsøger Ræson at etablere endnu en konference? Der er jo et hav af dem i forvejen.
– Vi mangler et fordomsfrit forum, der tænker og idéudvikler på tværs af platformene. Vi har film-festivaler, tv-festivaler, radio-festivaler, reklame-festivaler og alle mulige andre specialkonferencer. Men alle de mange medier ligger i en frontal konkurrence, som ingen har taget konsekvensen af, siger Clement Kjersgaard.
– Parallellen til politik er slående. Her sidder folk også rundt omkring i deres egne partier, og har det godt med det. De snakker heller ikke sammen på tværs af partierne. Både politikere og medier har den samme udfordring, nemlig nettet. Ingen ved rigtigt, hvad vi skal med det. Derfor er nettet som udfordring et af de vigtigste elementer i denne første konference.
Nettet er vel bare en platform, der kan bruges mere eller mindre hensigtsmæssigt. Er nettet i sig selv en udfordring?
– Nettet er det tætteste, vi kommer på Det Offentlige Rum, er det ikke? Derfor er det helt afgørende, at vi ved, hvad nettet gør ved os, og hvad vi kan bruge det til. Det er da interessant, at de gamle medier nærmest lægger sekundære historier på nettet og beholder det ypperste til printmediet. Det gælder også tv-stationerne. Jeg ved, det lyder hårdt, og jeg siger det ikke for at nedgøre de mennesker, der arbejder på nettet. Men det virker på mig som om, dagbladene og tv-stationerne holder det bedste tilbage. Er det fordi de tror, det forlænger de gamle mediers levetid? Er det ikke naivt?
Perspektivet i konferencen?
– Jeg tænker, at vi skal samle alle de mennesker, der lever af kommunikation. Lige fra journalister til spindoktorer, lobbyister og politikere. Reklamebranchen og økonomerne, der skal få tingene til at løbe rundt og kan bidrage med kommercielle synsvinkler. Lad os lave en festival for dem. Så vi ryster posen og tænker fremad. Hvad vil vi med medierne?
– Helt for egen regning vil jeg påstå, at mediebranchen i dag ligner den gammeldags stoleleg. Der står fem stole i stuen, og der er hundrede, der løber rundt og håber på at få plads. I øjeblikket foregår der et udskilningsløb, som alle lukker øjnene for. Alle tror tilsyneladende, at solen altid skinner bag skyerne. Det er ikke realistisk, vel?
– Ingen mennesker under 30 vil betale en krone for medier. Om 10 år er de tæt på 40. Så meget matematik kan jeg da. Om ikke så længe skal alt, hvad vi laver til Det Offentlige Rum reklamefinansieres. Ellers kommer vi ikke ud med budskaberne. Og den kendsgerning stopper nærmest enhver diskussion i mediehusene.
– Ingen danske dagblade har klummeskribenter, dem under 30 vil betale for at læse. Og det er udfordringen. Desværre er danske medier så vant til at kigge på USA for at finde løsninger. Men i Danmark er markedet bittelille i forhold til USA, og derfor kan vi ikke bruge deres løsninger direkte. Vi skal finde vores egen løsning og lade være med at stikke hovedet busken, siger Clement Kjersgaard.
Interesserede kan læse mere om konferencen
her.
Konferencen laves i samarbejde med Kommunikationsforum. Indtægterne går ubeskåret til at drive Ræson.