I USA og UK buldrer Content Marketing frem. Sammen med investeringer i SEM og SEO er content, herunder videoer, det vigtigste enkelt-værktøj i den anglofile marketing-verden.
Hvordan ser det ud i Danmark?
– Vi har både gode og dårlige nyheder, siger Jesper Laursen, stifter af Brand Movers og Clever Content-konferencen, som han afviklede i Falconersalen på Frederiksberg sammen med Huset Markedsføring.
Lad os få de gode nyheder først?
– 79 pct. af danske virksomheder brugte Content Marketing i 2014, og mængden af content-produktionen er vokset med 73 pct. i forhold til 2013. Måske mest overraskende er det, at virksomhederne brugte 32 pct. af deres marketing-budgetter på værktøjet.
Og den dårlige nyhed er?
– Ja, det mærkelige er, at kun 19 pct. af virksomhederne har en nedskrevet, altså dokumenteret content-strategi. I UK har 44 pct. af virksomhederne det. Men under en femtedel (18 pct. af de 19 pct.) følger strategien. Det tal er også 44 pct. i UK. Så vi har noget at lære.
Er det ikke lige meget?
– Nej-nej, det er det bestemt ikke. Hvis man har en content-strategi, og følger den, fordobles chancen for succes, uanset hvilke KPI’er, vi måler på. Så det er faktisk en ganske sørgelig nyhed, at man er meget tilbøjelig til at investere i rigtig gode marketing-værktøjer, men tilbageholden med at høste frugterne, slutter Jesper Laursen.
Content-undersøgelsen, ”Content Marketing i Danmark”, baserer konklusionerne på svar fra 340 danske virksomheder.
For ringe KPI-indsats
Blandt analysens andre konklusioner er, at 52 pct. af virksomhederne mener, at de har en content-strategi, den er bare ikke nedskrevet. Men kun to tredjedele af disse virksomheder oplever succes med Content Marketing.
De vigtigste målepunkter på effekten af content-produktionen er fortsat trafikken på virksomhedens hjemmeside. Som nr. to følger følgere på sociale medier og tilmeldinger til nyhedsbreve. Men man kan sige, at hvis disse ”nysgerrige” ikke følger strømmen hen til ”købe-knappen”, er det jo lige gyldigt, om man har en million likes og followers.
Kun 31 pct. af virksomhederne måler fx på ”kvaliteten af leads” (op fra 20 pct. i 2013), hvilket er det første skridt i retning af et reelt effektivitetsmål. Kun 20 pct. af virksomhederne vurderer, at de er gode til at måle ROI på Content Marketing.
Derfor er det ikke så overraskende, at 81 pct. af virksomhederne har ”brand awareness” som vigtigste grund til at skabe Content. Og at 52 pct. bruger sociale medier til at booste deres content.
Clever Content konferencen havde lige over 200 deltagere, hvilket er en skam. Det er ikke nok i et marked, der i den grad sukker efter og har behov for inspiration. Konferencen tilbød de bedste keynote-speakere på dansk grund inden for produktionen af content, og blev fulgt op af en Master Class. Næste konference er allerede under udvikling.
Download hele analysen ”Content Marketing i Danmark” her.