McDonald’s blev i sidste uge belønnet med bronzeløver for ”Coinoffers”-kampagnen ved VM i reklame i Cannes, men det får ikke marketingafdelingen i den danske del af burgerkæden til at hvilke på laurbærrene.

Tværtimod er McDonald’s snart klar til at gå i luften med det, der betegnes som et af selskabets største marketingsatsninger herhjemme nogensinde. Og uden tvivl den største på detailmarkedet i 2012.

– Kampagnen lanceres den 4. august, hvor vi bl.a. på tv og online lancerer ”Byg og stem”-kampagnen, fortæller Joachim Knudsen, der er marketingdirektør i McDonald’s Danmark.

Som navnet antyder, så er krumtappen i kampagnen, at McDonald’s inviterer burgerspisende danskere til at klikke sig ind på et website, hvor de ud fra en stribe ingredienser kan bygge deres egen burger. Når kampagnen – og konkurrencen – har kørt i lidt mere end en måned, så udvælges de tre bedste burgere til en shortliste.

Tysk inspiration

Valget sker ud fra de enkelte deltageres stemmer via det sociale netværk Facebook, så det handler i meget høj grad om at få aktiveret sine venner, hvis man eksempelvis drømmer om at få McDonald’ til at servere en McLarsen.

Coinoffers-kampagnen var i vid udstrækning et forsøg på at knytte loyale kunder endnu tættere til brandet. Det her virker unægteligt som noget i samme stil, eller tager jeg fejl?

– Nej, det er selvfølgelig væsentligt. Coinoffers-appen blev downloadet over 200.000 gange, og vi håber, at vi kan skabe samme opmærksomhed omkring denne kampagne, siger Joachim Knudsen.

Han fortæller, at der “kommer fuld skrald” på kampagnen, der bl.a. vil omfatte TV, radio og online.

Når de mest populære burgere er udvalgt, og en jury – det er endnu uvist, hvem der bliver medlemmer – har vurderet dem, så havner en håndfuld af de bedste hver en periode på menutavlerne i de danske McDonald’s-restauranter. Herefter er det op til brugerne at afgøre, hvilken burger, der – i hvert fald i en periode – skal figurere på restaurantens menukort.

De bedste burgere bliver udvalgt midt i november, mens den bedste – altså Danmarks bedste McDonalds-burger – kåres i slutningen af december. Det er planen, at man vil bruge nominerede i marketing-kommunikationen på dette tidspunkt, lyder det fra McDonald’s.

“Byg din burger”-kampagnen er inspireret fra Tyskland, hvor den har kørt med stor succes. Det er bureauet DDB, der står bag såvel den tyske som den dansktilpassede kampagne. Det digitale bureau Razorfish har udviklet det omfattende website, der ligger til grund for kampagnen.

Danmark er det fjerde land, som kampagnen kører i.