I morgen uddeles 12 CSR priser på Alsion i Sønderborg. Al Gore, tidligere vicepræsident, og Connie Nielsen, nuværende skuespiller, pynter på arrangementet. Det er nyetablerede CSR Fonden, der står bag eventen, og tanken er, at man ved at samle kræfterne i én årlig event kan få endnu mere opmærksomhed om social ansvarlighed.
Og social ansvarlighed eller CSR er i den grad godt for virksomhederne, stakeholderne og samfundet generelt, viser alle analyser. Hvis man vel at mærke eksekverer ansvarligheden korrekt. CSR er ikke sponsering, det er ikke donationer, og det er slet ikke filantropi. CSR er udførelse af en strategi, hvorved virksomheder tjener penge samtidig med, at deres handlinger i markedet har samfundsgavnlige konsekvenser.
Wal-Mart gør det og tjener penge. Coops Änglamark-serie er måske verdens bedste case, og Coop tjener mange penge på serien. I lille Danmark har BRFkredit en effektiv CSR-strategi, ikke mindst inden for det almene byggeri, og kreditinstitutionen tjener penge på det. BRFkredit vinder lånesager, fordi institutionen tilfører boligområderne noget ”ekstra”, ud over at være konkurrencedygtige på priserne på lån.
Og vi kender alle Årstiderne, Urtekram og Hanegal, der trods alle forudsigelser lever fint, uagtet hvor meget krisen kradser. Sticks & Sushi bruger også kun fisk, der er kløet bag gællerne og sunget i søvn til en økologisk vise. Den vigtigste læring, og det der gør øvelsen til moderne CSR, er, at virksomhederne tjener penge på at levere en vare, der er anderledes dyrket og produceret end konkurrenterne. Tesco gør det i stort format – hele vejen ned gennem værdikæden – i det mindste i nogle af mærkerne.
At det også bon’er ud i form af positiv omtale i medierne, dokumenterer en ny undersøgelse fra Infomedia. Lader man medarbejderne deltage i fx frivilligt arbejde, griber medierne historien og vinkler den positivt tre ud af fire gange. Samme positive omtale får virksomheder, hvis de indgår i sociale partnerskaber.
– Forskellen mellem de emner, der får positiv og negativ omtale, opfatter jeg som et udtryk for, at medierne faktisk har godt styr på at skelne mellem proaktive CSR-aktiviteter, og de problemstillinger, som alle virksomheder skal styr på, men som ikke nødvendigvis er CSR, siger Sune Skadegaard Thorsen fra Global CSR.
Det interessante i Thorsens kommentar er også, at ”sustainable” og ”bæredygtig” nu er bæredygtig. formentlig ikke længere CSR-værdigt. Er man ikke bæredygtig, er man en ”skurk”, for nu at vinkle historien hårdt. CSR udvikler sig løbende og definitionen er i Beta. Det samme er eksekveringen.
I morgen uddeles de 12 CSR-priser, og vi bringer vinderne. Selve Infomedias analyse kan fås ved henvendelse til Infomedia.dk.