Vi elsker at læse om det, selv om vi kender resultatet på forhånd: Sygeplejersker, læger og politibetjente topper troværdighedsanalysen fra Radius Kommunikation igen i år, ganske som sidste år.

I bunden af analysen, der er udarbejdet af Epinion, ligger de erhverv, vi ynder at håne, nemlig politikere, bilforhandlere og journalister. Det eneste nye ved årets analyse er, at alle 20 erhvervsgrupper daler i troværdighed bortset fra betjentene, men gruppens lille stigning falder desværre ind under den statistiske usikkerhed.

Skolelærerne bliver ved med at miste troværdighed, hvilket fik lærerformanden Anders Bondo til endnu engang at udpege KL som skurken. KL-kampagnen fra foråret, der påpegede, at lærerne arbejder markant mindre end andre faggrupper, er forklaringen, mente Anders Bondo ifølge Danmarks Radio lørdag.

Vanen tro ignorerer lærerformanden kendsgerningerne, idet skolelærerne ligger, hvor de har ligget de seneste fem år, og at faldet i troværdighed var langt størst fra 2011 til 2012 (-3,5%) – altså en periode uden konflikt med KL.

En af landets dygtigste kommunikations-rådgivere, Frederik Preisler fra Mensch, skar lærernes problem ud i pap i foråret under konflikten:

– Vi hører kun om lærerne, når de er på barrikaderne, som nu (april 2013, red.), hvor vi har overenskomstforhandlinger. Og så handler det primært om deres løn og arbejdsvilkår. Det er fagforening og arbejdskamp. Hvis de skal styrke deres status, skal de tale mere om vores børns almene dannelse og udvikling, sagde Preisler ved den lejlighed.

Ikke desto mindre ligger skolelærerne stadig i top-5, og vi bringer yderplaceringerne på analysen fra Radius Kommunikation og Epinion:

1. Sygeplejersker.

2. Læger.

3. Politibetjente.

4. Præster.

5. Skolelærere.

….

16. Taxachauffører.

17. Ejendomsmæglere.

18. Journalister.

19. Bilforhandlere.

20. Politikere.