For de, som var til reklamefilmfestivalen i Cannes i sommer, er der nu mulighed for at genopfriske minderne og få alle listerne over, hvem der klarede sig bedst målt på alverdens parametre.
Cannes Report 2010 kan således blandt meget andet fortælle, at PepsiCo, Volkswagen og Procter & Gamble var de mest præmierede annoncører i år, og at USA, Storbritannien, Brasilien og Tyskland topper listen over de mest kreative lande.
På bureaufronten var Wieden + Kennedy, Portland, i år det mest vindende bureau i Nordamerika, Jung von Matt i EMEA (Europa, Mellemøsten og Afrika), Leo Burnett, Sydney, i Asien og Stillehavsregionen – og AlmapBBDO i Syd- og Mellemamerika.
Bogen lister også de uafhængige bureauer, og her kan vi glæde os på svenskernes vegne – fire ud af de 20 øverste bureauer på den liste er svenske. Forsman & Bodenfors snupper en tredjeplads efter Jung von Matt og Wieden + Kennedy, og på pladserne 10,11 og 12 finder man Gøteborg-bureauet Kokokaka, Åkestam Holst og Prime PR.
I modsætning til sidste år, hvor rapporten havde premiere, har udgiverne denne gang også valgt at liste de kreative fagfolk på individuelt niveau, og her kommer Luiz Sanches, den kreative direktør for AlmapBBDO i São Paolo ind på en førsteplads.