Det nye sociale netværk Woo Woo slår sig op som lidt af en game changer inden for social media, men hvad pokker er det for en størrelse?

Foreløbigt er det eneste spor af Woo Woo en Twitter-account, der indtil videre rummer 210 tweets, som tager tykt pis på den i øjeblikket overdrevne social media-hype.

Der er naturligvis tale om en intelligent eksekveret reklamekampagne, hvor udgangspunktet er en reklamefilm, som Adobe lancerede tidligere på måneden.

En kampagne, som er udviklet i samarbejde med Goodby Silverstein and Partners og tilmed var første gang i 10 år, at softwaregiganten placerede sig i reklameblokken på tv.

Filmen illustrerer med al tydelighed, at de virksomheder som forsøger at være overalt, er på vej mod ingenting og en strategisk tilgang er bedre end en produktiv tilgang.

Pointen er netop, at virksomheder skal huske at interagere på en meningsfuld måde, og ikke blot følger den seneste hype, når et nyt socialt netværk bryster sig af at være tilholdsted for en særlig attraktiv målgruppe. 

Her kommer Woo Woo ind i billedet. Woo Woo er nemlig stedet, hvor din mor ikke er… Altså et karikeret billede på det “næste” sociale netværk, som måske bliver udråbt til det nye sort, men hurtigt bliver uinteressant, så snart det bliver inficeret af forældre og dermed ikke længere er attraktiv for målgruppen.

Det morsomme er imidlertid, hvad der i reklamefilmen ser ud til at være en parodi, er blevet virkelighed og lever videre, foreløbigt på Twitter, men noget lader dog til, at der er mere under opsejling. Man er nemlig gået så vidt som at etablere en hjemmeside med et sign-up til det nye netværk.

Hos Adobe er man ikke just klar i spyttet og vil ikke afsløre, hvad der er i vente. 

Men morer sig naturligvis over interessen.

– Vi har som en ekstra bonus bygget lidt ekstra op omkring Woo Woo. Så når man googler Woo Woo, så fremstår det som noget, der er “coming up” og hvor ens mor ikke er. Men vi vil ikke ødelægge overraskelsen for dem, der signer-up ved allerede at afsløre, hvad der kommer til ske. Der må du vente lidt endnu, siger Jes Schyum, Adobes nordiske kommunikationschef.

Nathalie C. Larsen, specialist i digitale medier hos Geelmuyden Kieses ser Woo Woo som et ganske kækt initiativ og fastslår, at budskabet sidder lige i øjet.

– Man slår sig op på at være “the next big thing”. Altså “klubben”, som alle gerne vil være med i – men hvor kun de fedeste, mest tjekkede og cool personer må være med. Det er præcist det, der gør det attraktivt at være en del af netværket – også selvom man reelt set ikke ved, hvad Woo Woo går ud på, fortæller Nathalie C. Larsen.

– Det bliver spændende at se, om Woo Woo rent faktisk kan gå hen og blive til noget? Men uanset hvad, så er det et godt eksempel på, hvad et brand får ud af “playing social” – altså at lege med, da det både ryster ved konventioner og samtidigt gør oprør med et glimt i øjet. Derudover er det gemmemført konceptualiseret hele vejen igennem.

– Ydermere har man valgt at går efter Twitter-målgruppen, og det passer umiddelbart godt til den kække og til tider arrogante og selvpromoverende stil, man anligger fra Woo Woos side. Woo Woo taler til dem, de vil have fat i: De såkaldte “first movers”, som ønsker at være alle andre steder end der, hvor deres mor er, slutter Nathalie C. Larsen..

Hvis du tidligere forspildte chancen for at se reklamefilmen om Woo Woo, så kommer den her.