I disse dage følger mange danskere med i medieomtalen af hele to ulykkelige sager om misrøgt af hunde.
Men ligesom herhjemme står der også i andre lande gode mennesker og dyreinternater klar til at hjælpe, og flere dyre-adoptioner er netop målet med en ny britisk kampagne-event med titlen #LookingForYou fra London-internatet Battersea Dogs and Cats Home.
Der er reklamebureauet OgilvyOne og en række tech-samarbejdspartnere, der har skruet kampagneeventen sammen – og det hele starter med, at repræsentanter for dyreinternatet står og uddeler foldere ved et shopping-center i London.
Hvad de personer, der tager imod folderne, ikke ved, er, at der inde i folderne er skjult en RFID-tag – det står for Radio Frequency Identification.
Og den lille tag gør, at hunden Barley via flere forskellige billboards kan ”følge efter” centerets besøgende, når de bevæger sig rundet, interagere med dem, kigge på dem og logre, når de standser op.
Teknologisk er stuntet ganske imponerende lavet, og giver associationer til et andet billboard-stunt, som samme OgilvyOne stod bag for British Airways for et par år siden: ”The Magic of Flying” hed kampagnen, og den hentede stribevis af internationale priser ind, herunder i 2014: 1 Grand Prix, 5 Guld, 1 Sølv og 2 Bronze ved Cannes Lions, 2 Yellow Pencils ved D&AD og 1 Guld og 2 Sølv ved The One Show.
Om den logrende vovse kan gentage det kunststykke, må tiden vise – indtil da kan vi i hvert fald fortælle, at billboard-Barley allerede har fundet et nyt hjem.
OgilvyOne har samarbejdet med Framestore, RFIDiom og Exterion Media på projektet, og kampagne-videoen, som du kan se herunder, er produceret af Creation Company Film.
Se #LookingForYou-filmen her til tonerne af Queen-nummeret ”Somebody to Love”:
Og se – eller gense – British Airways-filmen ”The Magic of Flying” her: