Hver tredje dansker tjekker arbejdsmails i ferien, og mere end hver tredje dansker bliver forstyrret af arbejdet i ferien.
Det viser en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4, skriver business.dk
Undersøgelsen bygger på svar fra mere end 1.600 repræsentativt udvalgte danskere op til dette års sommerferie.
Andelen af danskere, der tjekker arbejdsrelaterede mails i sommerferien, er på fem år vokset fra 23 procent til godt 34 procent, viser undersøgelsen ifølge Ugebrevet A4.
Mens 59 procent af danskerne i dag tænker på jobbet af og til, ofte eller hele tiden, når de holder ferie, var det i 2008 52 procent, der havde svært ved at lægge arbejdet før ferien.
– Hjernen bør holde fri i ferien, og vi er sjældent så uundværlige på jobbet, som vi selv tror, siger stressekspert og seniorforsker på Bispebjerg Hospital i København, Bo Netterstrøm.
– Det er dårlig stil over for dig selv, fordi du slapper ikke af, og kommer der en mail, hvor du synes, du bør reagere, er du pludselig på arbejde igen. Noget af det, ferien gør, når du kobler helt af, er, at du får brugt andre dele af hjernen, og det har hjernen godt af. Så formålet med ferien bliver spoleret, siger han.
Business.dk/Ugebrevet A4