Lidt flere end hver fjerde dansker, helt præcist 28 procent, har skannet en reklamekode, eller QR-kode, med mobiltelefonens kamera mindst en gang.
Det er et af hovedresultaterne i en undersøgelse foretaget i oktober af analyseinstituttet YouGov for Grafisk Arbejdsgiverforening.
Det lyder måske ikke voldsomt imponerende, men når man tænker på, at 37 procent af danskere forsat ikke ejer forudsætningen for at få noget som helst ud af denne form for markedsføring – nemlig en smartphone – så er det vist ikke så ringe endda.
Sammenligner man med udlandet, så må danskere beskrives som endog meget ivrige skannere, da eksempelvis en undersøgelse fra årets første seks måneder i USA viste, at blot fire procent af dem, der i det hele taget ser stregkoderne,
knipser dem med kameraet.
Af alle adspurgte danskere, som er i stand til at scanne reklamekoder, har næsten halvdelen (45 procent) prøvet at scanne en QR-kode en eller flere gange. Ikke overraskende er det den yngre generation, der fører an: Dobbelt så mange 18 til 29-årige som 50-64 årige har således scannet QR-koder med deres mobiltelefon.
QR-koder bliver primært skannet i printannoncer, svarer over en fjedredel af de danskere, der har skannet koder én eller flere gange. På andenpladsen kommer outdoor/plakater, som hver femte har skannet fra. I alt 18 procent har skannet fra en webside, mens 10 procent har prøvet QR-koder fra en produktindpakning.
Bygger bro mellem offline og online
Netop koblingen til det gode, gamle printmedie er en af grundene til, at reklamekoderne vækker begejstring hos Grafisk Arbejdsgiverforening, der som nævnt står bag undersøgelsen, som er foretaget af analysehuset YouGov.
– I modsætning til en annonce i en tryksag, hvor man blot refererer til eksempelvis et website, som man alligevel først kan besøge, når man er ved en computer, giver QR-koderne mulighed for at tilgå informationerne med det samme. Og i modsætning til computeren har vi hele tiden mobilen ved hånden, forklarer Anne Birkelund, kommunikationschef i Grafisk Arbejdsgiverforening.
Ser man på de lidt længere perspektiver i reklamekoderne, så handler det meget om at få det bedste ud af kombinationen tryk og digitalt/online. Altså først at pushe ”noget”, såsom en annonce i en tryksag, ud til brugerne for derefter at trække dem ind, hvor man gerne vil have dem til at foretage et køb.
– Selvom det ikke er udbredt endnu i DK, kunne man godt forestille sig, at man i fremtiden fx handler direkte fra sin tilbudsavis eller sit katalog – altså at man sidder og læser i den, skanner den eller de varer, man ønsker, og betaler via mobilen, slutter Anne Birkelund.
TOP 5 – Hvor så du QR-koderne, som du scannede?
(Respondenter, der har scannet QR-koder mere end én gang.)
1. I en annonce på tryk, i en avis eller et magasin (26 %)
2. På en udendørs annonce/plakat (20 %)
3. På en webside (18 %)
4. På en produktindpakning (10 %)
5. I et katalog (5 %)