Ifølge den seneste undersøgelse fra idényts villapanel er op mod en femtedel af de danske boligejere klar til at indføre atomkraft for at nedbringe C02-udslippet. Og mændene er fire gange så ivrige som kvinderne.
Hele 6.000 boligejere fra idenyts villapanel på 17.000 har i en ny undersøgelse svaret på spørgsmål om miljø og energi. Heraf fremgår det, at 19 procent tilslutter sig tanken om at indføre atomkraft i Danmark.
Spørgsmålet om kernekraft deler ikke kun danskerne, men i høj grad også kønnene. For mens kun 7 procent af kvinderne synes, at atomkraft i Danmark er en god idé, bakker hele 30 procent af mændene op om indførelsen af nuklear energiudvinding.
På modstandssiden mener lige over halvdelen af de adspurgte, at atomkraft i Danmark er en dårlig idé, mens 29 procent ikke er afklarede på spørgsmålet.
Ifølge en Vilstrup/Politiken-undersøgelse fra sidste år var kun 14 procent af alle danskerne i 2008 tilhængere af kernekraft.
Undersøgelsens resultater om holdningen til atomkraft i Danmark:
- 52 pct. mener, det er en dårlig idé at indføre atomkraft i Danmark med det formål at mindske CO2-udslippet.
- 19 pct. synes, at atomkraft er en god idé, og 13 pct. svarer, at det hverken er en dårlig eller en god idé.
- Der er store kønsmæssige forskelle: Blandt mænd er opbakningen markant højere (30 pct. vs. 7 pct. hos kvinder), og modstanden er ligeledes lavere hos mænd (44 pct. vs. 61 pct. hos kvinder.)
- Derudover er opbakningen størst blandt personer over 60 år (29 pct.), og hos folk i HT-Nord (26 pct.).
- Modstanden mod atomkraft er desuden mest udpræget blandt personer i alderen 40-49 år (62 pct.), og personer i alderen 50-59 år (58 pct.)
- Blandt kvinder og folk under 40 år svarer 22 pct. ”Ved ikke”