Andelen af familier med adgang til pc og internet i hjemmet er fortsat stigende. Det viser den netop offentliggjorte opgørelse for 1. kvartal 2001 fra Danmarks Statistik.
52 procent af familierne havde adgang til internet i hjemmet i 1. kvartal 2001 – mod for eksempel 8 procent i 1997 og 46 procent i 2000. I 1997 havde 47 procent adgang til pc i hjemmet, og i 2001 er andelen steget til 69 procent.
Ikke undrende var det gruppen af studerende, der brugte internettet mest – både i hjemmet og på arbejdspladsen/uddannelsesinstitutionen – og herefter fulgte funktionærerne. Opgørelsen viser ligeledes, at det primært var mænd, der loggede sig på nettet, idet 47 procent af mændene og 35 procent af kvinderne var koblet på internettet derhjemme midst én gang om ugen.
29 procent af dem, der har adgang til nettet, havde i løbet af det seneste år købt varer eller tjenester. Den mest udbredte handel er dog stadig køb af teater-, biograf- og koncertbilletter. 23 procent af dem, der i 1. kvartal 2001 brugte internettet til indkøb, havde ofte eller nogle gange købt billetter til underholdning. cnb