Kristian Lunds beslutning om at lukke Aftenposten får ingen betydning for Politikens Lokalaviser. Her har man ingen planer om at stoppe udgivelsen af Hver/DAG.
– Vi søger stadigvæk folk og ligger over vores budget. Så vores planer med avisen er helt klare. Vi er kommet for at blive. Med de seneste Galluptal har vi også fået en indikation på, at vi bliver læst, siger adm. dir. Jan Halling. Politikens Lokalaviser.
Ifølge læsertal fra Gallup har Hver/DAG 85.000 daglige læsere i dækningsområdet. Nærmeste konkurrent er Berlingske Tidende med 64.000 daglige læsere i regionen, der består af Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Søllerød og Hørsholm
Selvom der foregår en hård kamp om annoncerne har Hver/DAG ikke mærket Aftenposten som en direkte konkurrent, når det drejer sig om at hente annoncer.
Ifølge Jan Halling blev Hver/DAG lanceret for at prøve en forretningside af, ikke fordi Kristian Lund meldte ud, at han ville søsætte Aftenposten.
– Selvom han udtalte sig før os, var vi først med produktet, siger Jan Halling, der ikke forventer, at Hver/DAG vil give overskud allerede i år.
– Med de nuværende annoncepriser er der ikke noget som tyder på det, siger han.