Hvis det står til de to gratis dagblade, Aftenposten og Hver/dag, er der ikke umiddelbart noget som tyder på, at der bliver priskrig på annoncer i Nordsjælland.
Når Aftenposten udkommer i marts vil den derimod have listepriser, der i udgangspunktet er 50 procent lavere end de Hver/dag kører med. For mens Aftenposten vil lancere en listepris på 20.000 pr. helside, står der 30.000 kroner på prislisten hos Hver/dag. Flere aktører som Markedsføring har talt med har også peget på, at en priskrig er meget sandsynlig, da der er kamp om annoncerne i netop det område, hvor de to gratis dagblade vil udkomme. Udover de to aviser, henter også MetroXpress, Urban og Søndagsavisen annoncer fra området. Desuden henter de tre lokalaviser, som Politiken udgiver, samt de landsdækkende dagblade alle annoncer i området.
Aftenpostens bagmand, Kristian Lund, tror alligevel ikke på, at der vil blive tale om en priskrig mellem Aftenposten og Hver/dag.
– Politikens Lokalaviser har introduceret Hver/dag ved at sælge annoncer til en meget lavere pris end deres listepriser. Men de vil blive tvunget til at sætte prisen op i de kommende uger. Man skal huske på, at avisen er sat i søen for at værne om de tre lokalaviser i området, der blandt andet tæller Villabyerne og Det Grønne Område. De har derfor et hensyn at tage til deres eksisterende produkter, som de vil dræbe, hvis de sætter prisen for langt ned, siger Kristian Lund, der dog heller ikke regner med, at konkurrenten vil bruge så ufine tricks, som at skabe en priskrig.
– Men det vil vi være meget opmærksomme på og hvis det sker vil vi henvende os til Konkurrencestyrelsen, som har meldt ud, at de er opmærksomme på, hvad der sker i lokalområdet, siger han.
Direktør Jan Halling, Politikens Lokalaviser, vil ikke forholde sig til, hvorvidt, at der kan blive tale om priskrig.
– For at der skal være en priskrig kræver det, at der er to produkter som konkurrerer. Vi har indtil videre kun hørt, at der skulle være et medie på vej, siger Jan Halling, der minder om, at det københavnske mediemarked i forvejen er stærkt ophedet.
– Der er mange medier, som sælger billige annoncer til det her område. Det spændende er om, vi kan fange læserne og annoncørernes opmærksomhed. Vi er godt tilfredse med dag et, men vi skal være meget bedre inden ugen er omme, siger han. jür