Økonomisk krise og galopperende ledighed betyder, at 22 procent af de privatansatte danskere er nervøse for at blive arbejdsløse.
– Det er voldsomt mange, og det er et tegn på, at krisen langt fra er overstået – i hvert fald i folks hoveder. Mange føler sig ikke på nogen måde sikre i deres job, siger professor Flemming Ibsen, Aalborg Universitet.
Han vurderer, at frygten vil smitte af på overenskomstforhandlingerne.
– Det er netop frygten for at miste jobbet, der fører til, at lønkravene bliver dæmpet markant. Arbejdsgiverne står over for en arbejdsstyrke, som ikke har alternative beskæftigelsesmuligheder i samme omfang som tidligere. Det giver arbejdsgiverne en styrkeposition, som de benytter sig af.
Nordeas cheføkonom, Helge Pedersen, mener, at frygten for ledighed er reel:
– Ledigheden har været kraftigt stigende. Jeg forventer, at 400.000-500.000 danskere i løbet af et år bliver berørt af ledighed under en nedtur som denne.
– Der er en skærpet konkurrencesituation for tiden, og der er formentlig mere fokus på at bevare arbejdspladser, end på at der skal meget i lønningsposen.
Direktør i ASE Jesper Bøge mener, at den udbredte frygt for at miste jobbet er forståelig i lyset af den voldsomme ledighedsudvikling. Blandt de offentligt ansatte frygter ”kun” 10 procent at miste jobbet.
– De offentligt ansatte har ikke så høj løn, men frem for alt større tryghed i ansættelsen. Det gode bliver synligt. Alligevel styrer krisen ikke fuldstændig uden om den offentlige sektor, hvor vi ser reduktioner og fyringsvarsler i hospitalssektoren og kommunerne, siger Flemming Ibsen.
Undersøgelsen er foretaget af Interresearch for a-kassen ASE blandt ca. 1.100 repræsentativt udvalgte danskere.
Jyllands-Posten Erhverv side 1.