Nye tal viser, at 21 procent af virksomhederne herhjemme er direkte konkurstruede. Det betyder, at endnu flere danskere har risiko for at blive medlem af de arbejdsløses klub næste år. Det skriver Ritzau ifølge jp.dk.
Tallene, der stammer fra en analyse foretaget af Kaas og Mulvad for Ugebrevet A4, viser, at knap 60.000 arbejdspladser er på spil som følge af en konkurs.
Geografisk er udsigterne nogle steder mere sorte end andre.
– Når man ser på, hvor mange der går neden om og hjem, så er andelen større i Østdanmark end i Vestdanmark. Det kan have noget at gøre med, hvor villig man er til at løbe risici i de forskellige landsdele, siger René Ostenfeld fra kreditbureauet Experian.
Det er især postordreforretninger og i fitnesscentre, at der er grund til at bide negle af frygt for fremtiden. Her er næsten halvdelen af firmaerne på kollisionskurs.
Herefter følger restaurationsbranchen, tøjforretninger og byggefirmaer i den deprimerende statistik, hvor omkring en tredjedel er i risikozonen.
– Restaurationsbranchen blev hårdt ramt, da krisen satte ind i 2008, og der er mange restauranter, som stadig har det svært. Jeg vil tro, at antallet af restauranter, som går konkurs, fortsat vil ligge højt i 2012, siger René Ostenfeld.
Til gengæld er der også brancher, hvor fremtiden synes knap så dyster. Kun ni procent af pelsdyravlerne og otte procent af tandlægerne har så røde tal på bundlinjen, at de styrer i retning af en konkurs.
Ritzau/jp.dk