Den danske hvidevareproducent Gram har de senere år holdt en relativ lav markedsføringsprofil herhjemme, men nu skal der atter skrues op for den kreative kommunikation.
Derfor indkaldte Gram i januar til en pitch, og nu er den afgjort.
Vinderen blev UncleGrey, der løste opgaven om at levere et oplæg, der skulle vise, hvordan Grams produkter afspejler mange års erfaring i de danske køkkener, bedst.
Det ønske hænger tæt sammen med, at Gram i øjeblikket lancerer en stribe nye produkter og i den forbindelse naturligvis gerne vil tilbage på nethinden hos danske forbrugere med en tydelig positionering, når vi skal købe hårde hvidevarer.
På nethinden igen, tak
Sådan lyder forklaringen fra Brand & Marketing Manager hos Gram, Helle Damgaard, som fortsætter: ”Vi forventer, at UncleGreys kampagne vil udmønte sig i konkrete og målbare resultater, såsom kvalificeret kendskab, øget overvejelse om køb og deraf naturligvis også salg”.
Carsten Bülow, UncleGreys COO, ser frem til udfordringen.
– Gram agerer på et marked, der virker generisk og rationelt domineret. Vi kom med et oplæg, der differentierer Gram på emotionelle parametre. Det virker logisk at gå den vej, hvis man vil skabe en markant position, der også kan skabe effekt, siger han.