Fra torsdag kan alle borgere i Hvidovre Kommune betale med mobilen, når de køber en billet i den lokale svømme- eller skøjtehal, eller når de skal betale et nyt pas eller kørekort i den kommunale borgerservice.

Betalingerne kan klares via Danske Banks populære, mobile betalingssystem Mobilepay, og Hvidovre er bare første skridt i en storstilet satsning, der skal bane vejen for mobile betalinger i alle landets kommuner, skriver Politiken.

For at nå målet har Danske Bank allieret sig med it-giganten KMD, der er landets største leverandør af it-løsninger til netop kommunerne.

1,6 millioner danskere benytter nu Danske Banks system, der håndterer omkring 20 millioner betalinger om året, og som ifølge banken ventes at omsætte for mindst seks milliarder kroner i 2014.

Nogle kommuner er i en mindre skala begyndt at bruge Mobilepay, men Hvidovre er den første kommune, der har taget en central beslutning om at tilbyde mobile betalinger, hvor det kan lade sig gøre.

/ritzau/