KLUMME: Når man er forelsket, kan man finde på hvad som helst. For nogle år siden var jeg så forelsket i en svensk kvinde, at det var helt naturligt at sige ja til at flytte med hende til Göteborg og, i den forbindelse, tage en samtale med Forsman & Bodenfors (F&B), der også dengang var blandt verdens bedste bureauer.

På en stille mandag morgen mødte jeg derfor F&Bs daværende kreative direktør, Filip Nilsson, der havde medbragt ikke mindre end seks kolleger til at vurdere min dengang halvgående mappe.

Jeg kommenterede det store fremmøde, og Filip så mig alvorligt i øjnene: ”Det er vigtigt, hvem vi ansætter her. Virkelig vigtigt!”

De så mappen, var ikke imponerede, men tilbød at prøve at skaffe mig job på Göteborgs næstbedste bureau, der så, helt Ajax Amsterdamsk, kunne forfine mine evner og klargøre mig til en transfer til F&B.

Den svenske kvinde ville så alligevel ikke tilbage til Sverige, så vi blev i Danmark, og jeg på et dansk bureau.

Nysgerrig, åben og ydmyg

Siden mødet hos Forsman & Bodenfors har jeg aldrig mødt en kreativ uden at tænke på, om de agerede som Filip: Nysgerrig, åben, ydmyg, spørgende og lyttende.

På evig jagt efter nye muligheder, forbedringer og bedre løsninger. Eller om de faldt i den anden grøft, hvor selvsikkerhed, fastlåsthed, afklarethed, angst og ”idéen ER færdig” præger de daglige metoder.

Jeg har selvsagt også reflekteret over, om det er en vel grov generalisering, at der kun findes to slags kreative (med de altid behørige undergrupper)?

Om tankegangen er for forsimplet?

Derfor blev det naturligt emnet, da jeg første gang mødte Andrew Smart (håber namedroppingen er ok, Andy?), der nu arbejder på Mensch, men dengang var ny i Danmark og på DDB.

Jeg var nysgerrig efter at vide, hvordan de ægte senior creatives i London, dem på omkring 60 år, kunne fortsætte med at være så skarpe og levere så gode idéer og strategier?

Andy tænkte. Tog en tår af sin te og sagde tørt: ”They stay open minded!”

Derfor, og med alle de forbehold, der ligger i enhver generalisering, er jeg stadig overbevist om, at de kreative, der kan sikre Danmark en bedre global position kreativt, en mere tålelig reklameblok og flere virale supercases er dem, der forbliver åbne og lader deres idéer udfordre og forbedre til alle muligheder er udtømte.

Ud med pøblen & Ikea

Bevares. Man kan virkelig godt få lyst til at kværke instruktører, når de bliver ved med at prikke til, at fx ens filmidé ikke er god nok, synsvinklen ikke entydig nok, projektet ikke klart nok og viljerne ikke rene nok.

Personligt var jeg meget tæt på at kværke nu afdøde Jens Mikkelsen (æret været hans minde), da han blev VED (OG VED) med at prikke til Michael Roberts (RBLM) og min idé om at lave en klub af milliardærer, der demonstrerede mod Ikea, fordi de med deres Democratic Design underminerede overklassens eneret til statussymboler.

Rejsen hen mod en ren idé var hård (meget takket været Jens), og det var i høj grad også hans fortjeneste, at en halvfærdig idé blev skarp og nærmest færdig. Og set i bakspejlet var det naturligvis meget sjovere, at have en mindre aktie i en supercase end en hovedaktie i en lortecase (undskyld mit franske).

Og den sondring er nok sagens kerne.

Joachim Nielsen er filminstruktør hos Idefilm, HD(A) og tidligere bureauansat med bl.a. en filmguldløve i Cannes på CV’et.