BLOG: Forestil dig, at du skal se en film med nogle venner, du ikke har set et stykke tid. Du glæder dig, og ønsker ikke at komme for sent.

I skal mødes foran biografen, et kvarter før filmen begynder, men du er kommet for sent ud af døren, fordi du lige skulle svare på en e-mail.

Vil det føles værre at se bussen køre for næsen af dig – og dermed komme for sent til din aftale – eller vide, at bussen kørte for 11 minutter siden? Jeg gætter på, at du ærgrer dig mest i det tilfælde, hvor du er kommet lidt for sent til bussen og dermed missede din aftale.

Misser vi bussen med en lille margin, understreger det den kontrafaktiske omstændighed, at vi ville have nået bussen (og dermed vores aftale), hvis vi var taget hjemmefra et øjeblik tidligere. Er vi kommet meget for sent til bussen, er der ikke lige så meget at fortryde.

Vi kan lave mange realistiske scenarier, hvor vi ville have nået bussen. Hvis bare, jeg havde brugt kortere tid i badet. Hvis bare jeg havde valgt tøj lidt hurtigere. Hvis bare jeg ikke havde brugt tid på at svare på den e-mail. Hvis bare jeg ikke var gået på Facebook. Hvis bare …

Fortrydelse er en ”hvis bare”-følelse. Vi oplever den, når vi finder ud af, eller forestiller os, hvordan vores nuværende situation kunne have været en anden, hvis bare vi havde handlet anderledes. Og det er lettere at lave en historie, om hvad man skulle eller ikke skulle have gjort, hvis…