Lad os begynde med en lille test.
Hvornår er en dansk kreativ sidst blevet headhuntet til at opbygge og lede en afdeling af et internationalt bureau-netværk? Og så i New York?
Hvis det nogensinde er sket, skal man nok så langt tilbage i tiden, at det kun er folk med interesse i dansk reklame historie, der kan huske det.
For 35-årige Lars Bastholm blev drømmen om New York fornylig virkelighed, da han fik tilbuddet om at etablere et reklamebureau i byen. Tilbuddet kom fra den adm. direktør for den London-baserede web-bureaukæde AKQA, der bl.a. har Nike og Xbox på kundelis ten. Indtil for 14 dage siden var Lars Bastholm, kreativ direktør i den danske afdeling af Framfab, hvor han har fået sin forståelse af at skabe digitale koncepter, der sætter helt nye internationale standarder. For fem år siden var Lars Bastholm med til at vinde Nike til Framfab. Nike kom på mange måder til at markere et vendepunkt for både Lars Bastholm og Framfab. For det var med Nike, at Framfab for alvor blev kendt uden for hovedkvarteret i Vermundsgade. Med Nike som kunde har bureauet høstet flere internationale priser og anerkendelse end danske webbureauer kommer til i de næste mange årtier. Det er blandt andet blevet til tre Grand Prix-løver ved Cannes Lions.
Ansvaret for det kreative output har i høj grad været Lars Bastholms. I de sidste seks år har siddet som kreativ chef på Framfab og som drivkraften i arbejdet med Nike og sites som bl.a. Nikefootball.com og Nikewomen.com. Netop arbejdet med Nike har i høj grad gjort ham til Mr. Nike og sendt ham rundt i verden. For et år siden blev han modtaget som rockstjerne, da han var taler ved en reklameprisuddeling i Brasilien, og inden for verdenen af digital reklame er navnet Mr. Bastholm et ikke helt ukendt navn. Derfor var skiftet til nyt bureau internationalt ikke helt urealistisk.
Men vi spoler lige et par måneder tilbage til den 14. maj, hvor Bastholm deltog som jury-formand ved den prestigefylde reklameprisuddeling Clio Award i USA. I juryen sad også en af direktørerne fra AKQA. Direktøren gav ham et tilbud om at komme til San Fransisco og arbejde, men lidt for sjov svarede Lars Bastholm, at skulle han væk fra Danmark, kunne der kun blive tale om New York. Mere blev der ikke talt om det ved den lejlighed. Ikke før bestyrelsesformanden for netværket en måned senere inviterede ham på frokost i London.
Det seks timer lange møde kom til at betyde et vendepunkt for Lars Bastholm, for allerede dagen efter ringede den adm. dir. med et tilbud.
“Kunne du tænke dig at etablere en afdeling af AKQA i New York. Du får titel af kreativ direktør.”
Lars Bastholm mått e nive sig selv i armen og dunke hovedet i væggen, inden han kunne tro hvad han hørte. Drømmen om New York var en realitet og han var da heller ikke i tvivl, da han valgte at sige ja til tilbuddet.
– Hvis man siger nej til den slags, så er man bange for at leve, siger Lars Bastholm, der to dage før sin afsked med Danmark har fået presset et interview ind.
Han sidder på sin ynglingscafe, presset inde bag et bord og en Caesar Salat, som han stikker lidt til, mens han omhyggeligt sorterer løgene fra. I bedste reklamebranche stil er han klædt helt i sort, men de løse sorte bukser og den sorte sweatshirt og gummisko er fra Nike. Selv siger han, at han ofte ligner en, der mangler et kromosom, men mest af alt fremstår han mere afslappet og nørtet end tjekket og smart.
– Jeg har været med i så mange år, at nu skulle der ske noget. Enten skulle jeg skifte branche eller også til udlandet. Selvfølgelig har jeg gennem årene fået tilbudt mange jobs, men det her var af en helt særlig karakter. Jeg er vild med New York og f øler mig mere hjemme der end i København, siger den kreative Bastholm, der begyndte i reklamebranchen for 10 år siden som tekstforfatter i Grey Direct.

Bedste sted i New York

Som chef for Framfab’s kreative afdeling har han sat en ære i at udvikle en afdeling til at rumme personer med vidt forskellig baggrund og indsigt. Ifølge Bastholm er det ud fra en tankegang han lærte af en af stifterne af Framfab, Tim Frank Andersen.
– Han sagde altid, at man skal ansætte en 50 procent med hovedet og 50 procent med maven. Hvis det bliver for meget med hovedet risikerer man, at det bliver personer, der ikke kan fungere sammen. Jeg har altid tilstræbt at finde folk, som på en eller anden måde er lidt skæve. Det handler selvfølgelig om, at jeg selv er lidt skæv, men også om, at jeg tror de bedste løsninger skabes blandt personer som kan tænke sidelæns, siger Bastholm, der understreger, at det ikke er et problem at komme op med en løsning på en kreativ opgave.
– Men skal man have fat i den bedste og mest kreative løsning kræver det, at du har personer, som kan tænke forskelligt og kan se nye sammenhænge. Hvis du kun ansætter personer som er ens eller som ligner dig selv, vil du kun komme med løsninger, som er generelle, siger Lars Bastholm, og understreger, at det kræver en procent kreativ tænkning og 99 procent hårdt arbejde at udvikle en god ide.
– Derfor er det nødvendigt at skabe et rum for den ene procent. Ellers er det meget hårdt arbejde som bare vil give helt traditionelle løsninger. Og det nytter ikke at bruge pisken. En god måde at arbejde på som chef i den proces er at sig ja i stedet for at sige nej, og måske det vigtigste, at du kan skabe nogle trygge rammer, så dine medarbejdere yder det bedste, selv i de mest stressede situationer, siger Bastholm, der håber på at kunne skabe et bureau i New York, som efter et år blot vil være 40 mand.
– Og forhåbentligt vil vi være 80 efter to år, griner Lars Bastholm, der understreger, at han mere end at skabe et stort sted vil være kendt for at skabe det bureau med den bedste stemning i New York.
AKQA’s nye kreative direktør ser ingen begrænsninger, kun potentialer i at være et digitalt bureau.
– Selv om vi har vores udgangspunkt blandt digitale medier, vil jeg gå efter at vi kan fungere som medie-neutrale. Hvis en kunde skal have lavet en integreret løsning, hvor der også indgår off-line kommunikation, skal vi også kunne tage den opgave. Det er den vej virksomhederne begynder at tænke, og den vej vi som bureauer også skal tænke. Det var det vi sagde vi ville for fire år siden, men det tog nogle år før vi kom der til, siger Lars Bastholm, der ikke er nervøs for de store udfordringer som venter ham.
– Jeg har efterhånden prøvet lidt af hvert, og hvis man har haft Nike som kunde er man klar på næsten en hvilken som helst opgave. Men jeg vil nok betakke mig for at skulle arbejde med Nike det første år, selvom Nike er kunde på bureauet. Jeg tror, at Nike og jeg har godt af at holde en pause, siger han.

Citat
Hvis man har haft Nike som kunde er man klar på næsten en hvil ken som helst opgave. Men jeg vil nok betakke mig for at skulle arbejde med Nike det første år, selvom Nike er kunde på bureauet



CV
Lars Bastholm
35 år
Uddannelse: Cand. mag i engelsk og film
Arbejde
1993-95 Researcher på Nyhederne TV 2.
1995-97 Tekstforfatter Grey Direct og siden Grey København.
1997-04 Tekstforfatter og kreativ direktør på Framfab.


Framfab mister mere end en kreativ
Lars Bastholm er ikke uerstattelig, men vil helt sikkert blive savnet. Det store spørgsmål er, om den nye kreative chef, Lars Cortsen, er lige så god til at sælge varen og skabe det kreative miljø som sin forgænger.


Da Lars Bastholm for en lille måned siden meddelte sin arbejdsgiver, webbureauet Framfab, at han stoppede, blev det modtaget med en vis overraskelse, selvom bureauet gennem tiden h ar måttet sige farvel til en række fremtrædende personer. Bureauets kreative chef gennem flere år var på vej væk og hvem kunne afløse ham, så det ikke fik indflydelse på forholdet til bureauets mest prestigefyldte kunde, Nike.
Der gik kun få uger før den adm. dir, Jesper Andersen, kunne meddele, at man allerede havde fundet afløseren, nemlig ad’eren Lars Cortsen, der havde været på Framfab i næsten fem år. I det daglige arbejde har han siddet som Lars Bastholms højre hånd og primært arbejdet på Nike. Ifølge Jesper Andersen vil Bastholms afgang ikke få nogen konsekvenser for samarbejdet med Nike og for kulturen på Framfab.
Blandt de personer, som Markedsføring har talt med, er der også udbredt enighed om, at Lars Bastholm var en væsentlig person for Framfab. Men det store spørgsmål er, om han er uerstattelig.
– Selvfølgelig er det et tab for bureauet. En kreativ er nemlig ikke bare en kreativ. Lars Bastholm er god til at sælge varen, og derfor vil hans stop få lige så stor en betydning, når det handler om fremtidens salg, som at kunne levere gode kreative løsninger, siger en tidligere ansat på bureauet, der ønsker at være anonym.
– Nogle kreative er gode til at være kreative uden at kunne sælge. Mens kreative, som har deres udgangspunkt som tekstforfatter, som regel er vant til at
tænke mere strategiorienteret end de mere grafisk kreative, siger personen, der dog ikke tror, at Framfab med Cortsen i spidsen vil have svært ved at kunne levere varen.
– Der er ingen tvivl om, at bureauet kommer til at mangle Mr. Nike, men der sidder et helt lag af projektfolk og kreative, som brænder for netop Nike som kunde, og de vil ikke brænde mindre efter han er forsvundet, siger han.
Direktør i livstilsmagasinet, where2Go, Tim Frank Andersen føler sig sikker på, at Lars Bastholm vil blive savnet, men han mener ikke, at han på nogen måde vil være uundværlig.
– Når nogle påstår, at de er uundværlige plejer jeg at sige, at de skal stikke en finger i et glas vand. Hvis fordybningen ikke forsvinder er man ikke uundværlig, sig er Tim Frank Andersen, der tidligere har været direktør og stifter af den danske afdeling af Framfab. Det var ham som både ansatte ham og var med til at lande Nike som kunde.
– Igennem tiden er rigtigt mange gode personer forsvundet fra Framfab, og det har måske været med til at skabe kulturen. Sådan har Framfab altid været og sådan ser det ud til altid at ville være, siger han.
Morten Kirchoff, direktør på Advance, er også tidligere kollega på Framfab. Han sad i flere år som kontaktperson på Nike og er meget enig i, at netop den udskiftelige kultur er meget Framfab.
– Hele kulturen på Framfab har været præget af udskiftning. Det har den været alle årene. Måske kan man endda påstå, at det er kulturen, siger han
Ifølge Jesper Bielenberg Vestergaard, Internetprojektchef hos Carlsberg, vil Framfab uden Bastholm komme til at savne en inspirator, men det vil næppe få betydning for deres løsninger..
– De vil stadigvæk kunne levere super produktioner. Det kan godt være personen med det overordnede ansvar er væk, m en man må ikke glemme, at det også er ham, som har ansat de medarbejdere der er tilbage, siger han.