Vi i Danmark har valgt den engelske betegnelse public service for at undgå det nærmest maoistiske ”tjen folket”, og det er så spørgsmålet, hvad folkets tjenere mener, at folket fortjener. Pålidelig og præcis nyhedsformidling og samfundsorientering er et public service hovedkrav, og nyheder og dokumentar koster mere pr. minut end serier og shows.
Krigen raser på femtedagen mens dette skrives. Seneste melding på nettet rapporterede, at et britisk jagerfly var skudt ned af amerikanske missiler, og hvis det fortsætter på den måde, visner troen på en nem og bekvem djævleuddrivelse. Vi kan håbe, at George W. Bush når disse linier læses allerede har stået i CNN med Saddam Husseins afhuggede hoved på et sølvfad; mindre kan vel næppe gøre det, og så vil vi endda være i tvivl om ægtheden, fordi Østens Stalin har et antal dobbeltgængere.
Forleden jamrede Linda, vores nabo: ”De sender jo tv-avis hele tiden på begge stationer”. Hvis der nu er mange, der som Linda keder sig bravt ved at høre orlogskaptajn Dan B. Termansen, Svenning Dalgaard, major Jens Claus Hansen (dimitteres der slet ikke prydelige analysepiger fra Forsvarsakademiet?), Ulla Terkelsen, Claus Hagen Petersen, Kim Bildsøe Lassen, Reimer Bo Christensen, Ole Sippel og hvad aktørerne ellers hedder, så slukker de eller finder en anden kanal. Seertallene fra 20. marts og fremefter vil vise, om publikken foretrækker uforpligtende underholdning fremfor generalmajor Ole Kandborg og båndsløjfer med lysglimt i den grønne nat, mixet med computeranimationer af bombardementer. Direkte frontberetninger pr. videotelefon er et fantastisk teknologisk fremskridt, men det er ikke ensbetydende med, at samtlige seere påskønner den globalistiske kommunikationsautenticitet.
Folkets tjenere skal tjene folket med krigskommentarer og billeder af bomber, blod og brutalitet. For nogle seere bliver det en form for underholdning, for andre er ulykkerne en plage. Nogle vil høre mere, andre mindre. Public service indebærer f orpligtelsen til at rapportere objektivt fra alle vinkler, skønt en del af publikken helst er fri. Mænd forstår krig bedre end kvinder, det er lettere at forklare en mand om krigens logiske og logistiske nødvendighed og slippe godt fra argumentationen. Den brede meningsdannelse er allerede fragmenteret på en måde, der ligger langt fra den relative consensus omkring de tidligere kampe i Golfen, Balkan og Afghanistan. En ubehagelig, uforsonlig og ubelejlig anti-amerikanisme breder sig.
Pessimister forudser, at der går Stalingrad i slaget om Bagdad (6 mill. indbyggere). Optimister venter hurtig overgivelse. I længden bliver det udmattende med otte sider analyser og 18 timer gamle telegrammer hver eneste dag, og TV2 Nyhederne skal også sikre plads til de lyse dyrehistorier, som øjensynligt er en væsentlig del af konceptet. Gradvis bliver krigsberetningerne noget for specialister, og DR kunne finde på at flytte baggrund og kommentarer til DR2 for at sikre slots til pop, pjank og fællessang på 1’eren. Selv om DR i kke er reklamefinansieret spiller markedsandelen en væsentlig rolle for selvforståelsen, og det kan jo ikke nytte, at den ledende public service kanal mister publik. Folket vil derfor få en mindre dybtgående service på den bredere kanal, men det kan snildt fortolkes med henvisning til valgfrihed og pluralisme. De, der vil have full public service, kan bare zappe – pøblen får frihed til at vælge medium eller small public service.
TV2 står i et udsøgt dilemma. På den ene side føler de ansvarsbevidste journalister, at intensiv og vedvarende dækning af krigen er livet og lykken sådan rent medieprofessionelt, på den anden side vil for mange aflyste serier, shows, sport og skodfilm skabe irritation og sende de dyrebare seere hen til de kanaler, der ikke er bundet af public liability. TV2 kan ikke losse krigen over på Zulu, der er nyhedsfri. Annoncørerne går naturligt nok efter den billigste påvirkning af målgrupperne. Deres eneste krav er effekt. Statsvold er ikke nogen køn sendeflade for dagligvarer og langvarige forbrugsgoder. De seere, der trods alt er, bliver deprimerede og frygter for deres egen velstand (olie- og benzinpriserne), og det er skadeligt for privatforbruget, som jo skal sikre væksten gennem øget efterspørgsel.
Den kommende tids udsving i tv-ratings vil give analytikerne noget at sysle med, og resultatet kan få indflydelse på statens salg af TV2, hvis kurverne viser, at folk foretrækker uforpligtende fjolleri fremfor kold, kynisk og kirurgisk afvæbning af Mesopotamiens Mussolini.
Endnu mere kompliceret bliver det, dersom bålene begynder at blusse i Nordkorea, Kashmir, i de kurdiske områder eller Palæstina. TV-journalisterne får en overarbejdspukkel på størrelse med politiets, mens publikmajoriteten zapper skrigende bort og overlader verdens forandring til eliten. På en licensfinansieret station må bredden betale for udsendelser til eliten. Sådan fungerer det ikke nødvendigvis på kanaler, der er 100 % afhængig af annoncesalg.