Det kræver ikke megen hjerneaktivitet eller fingerfærdighed at svine en person, en virksomhed eller et brand til på sociale medier som Twitter, Instagram, Facebook eller LinkedIn.

Og shitstorms er udråbt til noget af det værste, man kan blive udsat for på kommunikationsfronten anno 2014. Det får ofte brands til at tænke sig mere end grundigt om, før de tør rigtig give los på de sociale medier.

Men er det bare de forfængelige, der mener, at stødende indhold generelt er et problem på Facebook, Twitter, LinkedIn og lignende? Det har analyseinstituttet Opeepl på foranledning af Markedsføring spurgt danskerne om. Og den sociale omgangstone får langt fra et “like”.

To ud af tre danske kvinder mener således, at stødende indhold ”I nogen grad”, ”I høj grad” eller i ”Meget høj grad” er et problem på sociale medier, mens det tilsvarende tal ”kun” er 46 pct. for mænd.

I hvor høj grad mener du, at stødende indhold er et problem på sociale medier såsom Facebook, Twitter osv.?

I aldersgruppen 15-24 synes 57 pct., at det i nogen eller højere grad er et problem. Det tilsvarende tal er 49 pct. for de 25-44 årige og 58 pct. for de 45-80 årige.

Skal der lovgives?

Så ganske vist efterlyses mere pli på de sociale medier, men er problemet så markant, at danske politikere via EU skal arbejde for en form for ”God Tone-kodeks”, hvilket jo reelt betyder, at der indføres en form for censur på sociale medier?

Af dem, der svarede, at de syntes det stødende indhold ”I meget høj grad” er et problem på de sociale medier, har 55 pct. svaret på spørgsmålet: ”I hvor høj grad mener du, at det er en god idé med en lovgivning, der censurerer stødende indhold på sociale medier?”. De synes, det ”I meget høj grad” er en god idé med en lovgivning.

I hvor høj grad mener du, at det er en god idé med en lovgivning, der censurerer stødende indhold på sociale medier?

17 pct. har svaret, at de ”I høj grad” synes det er en god idé.

Af dem, der til spørgsmål 1 svarede, at de syntes det stødende indhold ”I meget lav grad” er et problem, har 53 pct. svaret, at det ”I meget lav grad” er en god idé med en lovgivning, og 20 pct. har svaret, at de synes det ”I lav grad” er en god idé.

Opeepls undersøgelse er baseret på svar fra 1.000 repræsentativt fordelte respondenter (15-80 år) i Danmark, og den er udført den 30. september 2014 kl. 12.57-13.55.

Markedsføring og markedsforing.dk har indledt et redaktionelt samarbejde med Opeepl om lynhurtige surveys. Vi stiller spørgsmålene, og Opeepl indsamler data samme dag.

Hvad mener du? Er tonen på de sociale medier generelt for hård? Er der brug for lovgivning?

Giv gerne din mening til kende i kommentarfeltet herunder eller på Twitter.