Det går i den forkerte retning for outdoor-markedet.
Ifølge de seneste tal fra brancheorganisationen Kreativitet & Kommunikation, det tidligere DRRB, er markedet således faldet gennem de seneste to år med henholdsvis 7 og 13 procent.
– Outdoor-markedet har haft nogle udfordrende år med fald i omsætningen. Det er både underligt og ærgerligt, for outdoor er en spændende del af medielandskabet. Udviklingen går stærkt, og man får stadig større mulighed for både kreative løsninger og løsninger, der er leadgenererende, siger adm. direktør i det Aegis Media-ejede outdoor-bureau Posterscope, Christian Vollerslev.
Han mener, at det faldende marked skyldes behovet for en yderligere professionalisering af branchen.
– Outdoor-markedet er et komplekst marked med mange spændende muligheder, og har man ikke overblikket, er det altså svært at finde vej. Hos os har vi specialiserede outdoor-indkøbere, og de kan derfor navigere rundt i de mange kreative muligheder og løsninger, som findes. Det er meget svært for en ”almindelig” kundeansvarlig på et mediebureau at have detaljeoverblik over alle muligheder i samtlige mediegrupper. Derfor håber jeg, at der i fremtiden vil komme flere indkøbere, der udelukkende har outdoor som speciale, siger Christian Vollerslev.
En af de annoncører, som i hvert fald ikke er årsag til det faldende outdoor-marked er Nordisk Film.
– Vi bruger faktisk en anseelig del af vores marketingbudget på outdoor, fordi vi kan se, at de målrettede og effektive kampagner sælger biografbilletter for os. Der er mange kreative muligheder med outdoor, og vi kan dokumentere, at det virker, siger marketing manager i Nordisk Film, Frederik Honoré.
Hos Posterscope selv kan Christian Vollerslev konstatere faldet i markedet, men ikke helt selv genkende billedet, som markedet tegner.
– Vi oplever, at vores kunder køber mere og mere outdoor, fordi de ved, hvad mediet kan. Over de sidste to år har vi oplevet en stigning i omsætningen på mere end 10 procent, og dermed er vi nu oppe på en markedsandel på 33 procent, fortæller han.