Hvor fa’n blev skomageren a’?

Den stadige simplere adgang til den grafiske branche via brugervenlige programmer og computerbaserede kommunikationssystemer har fået den effekt, at arbejdsområdernes naturlige grænser udviskes i en grad, der efterlader begreber som faglig kompetence og håndværksmæssig stolthed som levn fra en fortid, hvor en “spade“ trods alt kunne kaldes for en “spade“.
At selv skoleelever i dag er i stand til at optræde som “typografer“ og “grafiske designere“ i et sandt rush af hjemmeproducerede tryksager, visitkort, brevpapir, hjemmesider og småbrochurer, har fået den mærkværdige afsmitning på det kommercielle marked, at en lang række leverandører har udvidet deres sortiment og er gået ind på områder, hvor de reelt ikke besidder tilstrækkelig kompetence.
Det grafiske marked er således skruet sammen i dag, at eksempelvis reklamebureauer oplever det naturligt at fortsætte tanken om “fullservice-leverancer“ og i dag påberåber sig spidskompetence dels inden for alle de gængse primærområder i reklamespektret, og dels mener at besidde evnerne til at rådgive om selv komplekse problemstillinger på områder som eksempelvis web-kommunikation, emballage-tænkning og højprofil design.
Det værste ved det scenario er ikke den ofte mangelfulde rådgivning, men de halvfærdige og fagligt miserable løsninger, som i selvglædens navn præsenteres som mesterværker og bærende elementer for kundernes fremtidige grafiske branding.
Det er naturligt nok, at man i begejstring over de mange nye muligheder som teknikken giver os, prøver mulighederne for udvikling af. Men når den første fase er overstået, og man ved selvsyn har konstateret at den enkeltes typografiske forståelse ikke stiger ligefrem proportionalt med antallet af fonte på harddisken, er det tid til at stoppe op og overveje grænsesætningen mellem “leg og interesse“ og “professionel troværdighed“.
Netop den øvelse har alt for mange virksomheder i og omkring reklamebranchen sprunget over de seneste år.
De største og bedste reklamebureauer har dog retfærdigvis set manglerne, og har – i stedet for hårdnakket at påstå at de er eksperter i stort set alt – allieret sig med gode genre-leverandører samt investeret i de nye discipliners “tunge drenge“. På den måde kan man stadig være med helt fremme i markedet og deltage i integreringen af de nye kommunikationsformer i det samlede reklamebillede.
Tilbage står dog hele den væsentlige underskov af mellemstore og små bureauer, der gladeligt leverer cybertænkning og branddesign på samme vilkår, som der sælges annoncespalter og udsalgsaviser.
“Skomager bliv ved din læst“ – et ordsprog, der af fremadstræbende omsætningsfokuserede reklamebrokere opfattes som gammeldags og bagstræberisk. Spørgsmålet er imidlertid om de gamle dyder som akkuratesse, kvalitetskontrol og faglig viden ikke har sin naturlige plads – også i en hastig tids stadigt skiftende kommunikationsmiljø.
Hvis markedets budgettunge indkøbere fortsætter den spirende tendens til at søge den absolutte kvalitet hos de enkelte leverandører og formår at adskille de enkelte genre qua de naturlige grænser, vil kun de fagligt dygtige og reelle besiddere af spidskompetence kunne opfylde betingelserne for at agere på markedet.
I den sorteringsproces der således pågår vil fokus atter rettes mod specialisterne, mens generalisterne og de håbløst bredspektrede leverandører må gå den nødvendige omend tunge gang tilbage til skolebænken for at erhverve sig de nødvendige håndværksmæssige kvaliteter, for atter at kunne blive kvalificerede spillere på markedet.
Men indtil fårene skilles fra bukkene, vil mange komme til at betale dyrt for at erfare, at det ikke altid betaler sig at handle billigt. Talrige fakturerede såkaldte designtimer vil være spenderet forgæves, og flere vil givetvis sammen med mig se sig søgende omkring og spørge:
– Hvor fa’n blev skomageren a’?