Boblr.com startede som en strøtanke for lidt over et halvt år siden, men idéen om at samle kreative hoveder på samme åbne platform er tilsyneladende kommet for at blive. Først ved at lande designet af EM-logoet i 2012, og senest ved at eBay Classifieds Group bruger boblr.com i jagten efter en ny mobil-applikation.
Og aBay er klar til at investere mange ressourcer i at få den helt rigtige app lanceret i Danmark allerede i år. Derfor er det heller ikke ”just another app”, de kreative på den åbne markedspladser skal opfinde. De skal udvikle ”den ultimative mobil-applikation”. Det er ikke en teknisk løsning, der efterspørges, men et innovativt og kreativt koncept til en app, som alle bare vil have − en app, der giver mulighed for at forbinde produkter og serviceydelser med private personer på en bekvem og spændende måde, og som gør livet lettere og sjovere.
Hos eBay Classifieds Group er målet med samarbejdet klart. Den mobile platform er fremtiden, og man ønsker at skabe en app, der sætter brugerne i fokus.
− Når eBay udvikler forretningen, er det altid med brugerne for øje. Det hele handler om at give brugereden bedste oplevelse, når de handler på vores sites – uanset om de køber eller sælger. Vi benytter Boblr, fordi vi ønsker at få mange nye og forfriskende perspektiver og idéer til, hvordan denne app skal se ud, og hvad den skal kunne, siger Simon Karsø, der er kommunikationschef hos eBay Classifieds Group, Danmark.
Boblr’s direktør Malene Sihm Vejlsgaard er også begejstret.
− Hvad er der at sige om eBay? Hvis der er én ting, vi ved, så er det, at dette ikke blot vil være ”just another app”. Jeg forventer virkelig stor interesse, for kreative elsker at se deres arbejde blive produceret og leve. Og præmien er super – et jobtilbud fra eBay er ikke just en mulighed, som byder sig hver dag. Og de 12.500 euro kan alle vel bruge i en snæver vending, ikke?
Projektbeskrivelsen er tilgængelig på boblr.com, og muligheden for at bide til bolle er åben indtil den 27. juni 2011.