I SuperBest kan man købe perlehønebryst og kyllinger fra Grønnegården, pakket ind i en emballage, der emmer af dansk landidyl.
Men kyllingen stammer fra Sverige og perlehønen fra Frankrig.
Nu kunne man jo indvende, det kan være lige meget, så længe man ikke skal tale med dyrene, men det er det absolut ikke.
For når varen i supermarkedet ser dansk ud, så skal man kunne stole på, at det også er sådan, fremgår det af Forbrugerrådets hjemmeside.
– Vi anmelder pålægget, fordi producenten åbenlyst prøver at sløre kødets oprindelsessted, siger Camilla Udsen, fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.
Sagen har en principiel karakter for Forbrugerrådet, som længe har kæmpet for tydelige deklarationer, så forbrugerne ikke er i tvivl om deres varers oprindelse. Og derfor bliver også hjortemørbrad fra Rævhede Naturprodukter anmeldt.
Indpakningen er i dette tilfælde endnu mere misvisende, mener Forbrugerrådet, for ikke nok med at emballagen signaliserer danskhed – logoet for Rævhede angiver samtidig en konkret lokalitet, hvor der rent faktisk græsser hjorte og andet vildt.
– Det skal være helt tydeligt for forbrugerne, hvad det er for et produkt, de køber. Hvis man tænker og handler meget grønt, er der altså stor forskel på om, kødet er dansk, eller ligesom hjorten her er transporteret den lange vej fra New Zealand, forklarer Camilla Udsen.
sit