Da Megacoms direktør Peter Jensen i sommeren 2005 på en messe i Tyskland stod og fumlede med en selvklæbende poster foran en vigtig kunde, tænkte han, ”det skal være løgn, det må kunne gøres nemmere”. Og det kan det.
I dag har virksomheden udviklet en dispenser, Megarolleren, der gør montage af selvklæbende postere i storformat langt nemmere end hidtil.
Ifølge direktøren er det stort set umuligt for et butikspersonale selv at sætte en selvklæbende poster op, uden der kommer folder og luftbobler i overfladen. Derfor vælger mange at få professionelle montører til at udføre arbejdet, hvilket gør det meget dyrt
– Skal du have en plakat op, der er bare lidt større end et A3, skal du stå og fedte med sæbevand og vinduesskraber for at få den til at sidde jævnt. Det er koldt i fire graders varme. Det behøver man ikke mere. Alle kan bruge Megarolleren. Det er hele fidusen. På 10 minutter kan jeg lære en 16-årig kioskmedarbejder at montere en plakat på butikkens vindue, siger Peter Jensen.
Bryggerigiganten Carlsberg har set fidusen. I dag er samtlige 300 lastbiler fra bryggeriet forsynet med en plakat på bagsmækken monteret med en Megaroller.
– Det var mange lastbiler og mange kvadratmeter at lægge ud med, men det har givet os en uvurderlig erfaringsramme at arbejde ud fra. Og nu ved vi konceptet virker, lyder det fra direktøren.
sit