Rigtig mange marketers leder efter the Silver Bullet, der skaber et winner brand. Det værktøj findes naturligvis ikke, og derfor kan man måske lære noget af andres erfaringer?
Den mener de hos Design denmark og Dansk Erhverv, der inviterer til heldags-konferencen ”How to design Future Winner Brands” onsdag den 29. marts.
Her er en række tunge folk, der vil øse af deres erfaringer, blandt andre Martin Delfer fra Designit, der tjente kassen på at skabe Telenors turn-around og derfor kunne selskabet sælges for over 630 mio. kr. til indiske Wipro.
Bertrand Chovet er tidligere CEO for Interbrand, og har over 20 års erfaring med at bygge ikke mindst franske brands. Han agter at bygge broen mellem gamle vækst-strategier og de nye muligheder i fremtiden.
Johan Adam Linneballe er stifter af Scandinavian Branding A/S, og vil ikke overraskende tale om hvad fx design og en visuel identitet kan betyde for virksomheder.
Danske keynotes er bl.a. rådgiveren Nikolaj Stagis og Anne Mette Buus, der er kommunikationsdirektør hos Løgismose.
Et alternativ til de traditionelle brand-advokater er Michael Boumendil, der vil agitere for, at musik og lyd er vigtig, når virksomheder differentierer sig.
Morten Brudholm har fingrene i materien, og fortæller bl.a. om, hvordan Skandinavisk Tobakskompagni kæmpede sig igennem en vanskelig re-branding-øvelse. At sælge tobak svarer jo nærmest til at leve af at producere klyngebomber, så Morten Brudholm bør have artig læring med fra skyttegraven.
Endelig er stifteren af Soundbranding, Birgitte Rode, også på talerlisten. Hun er forfatter til den glimrende bog “Soundbranding – the connection between investment and emotion,” og mon ikke inspirationen fra den bog finder vej til podiet.
Hele konferencen afvikles i Børsen, den er gratis, men der er dog et no show fee på 500 kroner. Læs mere her.